Den aarhusianske festival kan nu annoncere de fem navne, der fuldender programmet for tre festlige dage i Eskelunden.
I går kunne Jelling Musikfestival annoncere hele 46 nye navne, der fuldendte programmet på den sydjyske festival.
Nu kan en festival længere nordpå også præsentere den endelige plakat.
Onsdag annoncerer aarhusianske NorthSide nemlig de fem sidste navne på 2026-udgaven af festivalen.
Den afsluttende bandpakke byder blandt andet på en verdenskendt DJ og et af Norges største indie-navne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Verdens to bedste kvindelige DJ’s er klar
NorthSide har tidligere annonceret den højest rangerede kvinde på DJ Mags prestigefyldte Top 100-liste, Charlotte de Witte.
Nu kan festivalen også løfte sløret for bookingen af kvinden, der sad på tronen som verdens bedste kvindelige DJ i 2023 og 2024.
Peggy Gou har figureret på listen siden 2019, men fik i 2023 sin højeste placering hidtil med en niendeplads.
Den høje placering kom efter et år, hvor den sydkoreanske DJ fik sit store internationale gennembrud med det virale hit ‘(It Goes Like) Nanana’.
Nummeret var overalt på de sociale medier og opnåede en femteplads på Billboards Hot Dance/Electronic Songs-liste samt topplaceringer på flere hitlister verden over.
På NorthSide kan publikum se frem til at danse og synge med på det store gennembrudshit og yderligere topstreamere som ‘Starry Night’ og ‘It Makes You Forget (Itgehane)’.
Norske indie-konger og skotske post-punkere
Peggy Gou får selskab i dagens bandpakke af norske Kings of Convenience.
Duoen er blandt de største indie-navne i hjemlandet og har fået international opmærksomhed for deres poppede indie-folk.
Særligt deres andet studiealbum, ‘Riot on an Empty Street’ fra 2004, har vist sig at have en vedholdende relevans med populære numre som ‘Misread’ og ‘I’d Rather Dance With You’.
Kings of Convenience seneste plade, ‘Peace or Love’, fik en varm modtagelse af anmelderne, da den udkom i 2021.
Det tredje, og sidste, udenlandske navn i dagens bandpakke er det skotske post-punk- og indie-band The Twilight Sad.
De vil vække genkendelse hos danske fans af The Cure, da de har varmet op for det legendariske band på flere af deres europæiske turnéer.
The Twilight Sad kommer til NorthSide med ny musik i bagagen. De udgiver nemlig deres nye plade, ‘It’s the Long Goodbye’, den 27. marts.
Tre stærke danske navne i form af Svaneborg Kardyb, Søn og Wicky runder dagens annoncering af og fuldender NorthSide-plakaten.
Det fulde program for NorthSide 2026
- APHACA
- Big Thief (US)
- Charlotte de Witte (BE)
- Empire Of The Sun (AUS)
- IDLES (UK)
- Jack White (US)
- Skepta (UK)
- Thomas Helmig
- Tobias Rahim
- Alex Vargas
- Ashnikko (US)
- Baxter Dury (UK)
- Blaue Blume
- CMAT (IE)
- Father John Misty (US)
- Jonah Blacksmith
- Kalaset
- Kings of Convenience (NO)
- Patina
- Primal Scream (SCT)
- Sienna Spiro (UK)
- Sudan Archives (US)
- Tinlicker (NL)
- URO
- Viagra Boys (SE)
- Ashes of Billy
- Ebbb (UK)
- Carl Knast
- Elias Rønnenfelt
- Florence Road (IE)
- Goose (US)
- Kayak
- Lottery Winners (UK)
- Peggy Gou (KR)
- Red Leather (US)
- Rigmor
- Skullcrusher (US)
- Svaneborg Kardyb
- Søn
- The Twilight Sad (SCT)
- Wicky
- Østen