Ifølge svensk rigspolitichef sidder mand anholdt i Irak “meget tæt på den øverste leder i Foxtrot”.
En person, der beskrives som central i det kriminelle netværk Foxtrot og er på Europols Most Wanted-liste, er blevet anholdt i Irak.
Det oplyser svensk politi, der kalder anholdelsen et resultat af et længerevarende samarbejde mellem svensk og irakisk politi.
Den 21-årige mand blev anholdt i december i Irak.
Han er varetægtsfængslet in absentia ved flere svenske byretter for blandt andet tilskyndelse til drab.
Politiet vil ikke bekræfte, hvem den anholdte er.
– Den her person sidder meget tæt på den øverste leder i Foxtrot, siger rigspolitichef Petra Lundh.
– Han er en, der bestiller drab. Han har siddet i Irak og foretaget disse bestillinger.
Ifølge oplysninger, som det svenske nyhedsbureau TT er i besiddelse af, hedder den anholdte Ali Shehab.
TT

