Nobelprismodtager og danske filmstjerner markerer fireåret for krigen i Ukraine

Flere af Danmarks største filmstjerner deltager i stor håndsrækning til ukrainsk litteratur på Det Ny Teater i København.

Siden den 24. februar 2022, hvor Vladimir Putins Rusland lancerede en fuldskala-invasion af Ukraine, har krigen haft enorme menneskelige og politiske konsekvenser.

Også kulturlivet i Ukraine er blevet indhyllet i krigens tåge, der har gjort levevilkårene for kunstnerisk udfoldelse utroligt ringe.

Derfor har ukrainske kunstnere, forfattere og kulturinstitutioner mere end nogensinde brug for internationale udstillingsvinduer, hvor landets kulturliv og folkets fortællinger kan leve videre i en svær tid.

Netop det er grunden til, at Det Ny Teater i København åbner dørene til den store solidaritetsaften ‘Ukrainske stemmer – historier om frihed’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ukrainske stemmer

Den 22. februar markerer Ukraine House in Denmark, Dansk Kulturinstitut og Det Ny Teater fireåret for fuldskala-invasionen af Ukraine.

Det gør de i selskab med en perlerække af kulturpersonligheder fra både Danmark og Ukraine.

Sammen hylder de flere af Ukraines stærkeste forfattere og deres værker.

Ukrainske forfattere og kunstnere vil både oplæse egne tekster og historisk vigtige værker fra landets afdøde forfattere.

Teksterne bliver i første omgang fremført på originalsproget, men det danske publikum får også rig mulighed for at få den fulde betydning af værkerne med, når de bliver læst op på dansk.

Og det er altså ikke hvem som helst, der skal agere danske oplæsere.

Det Ny Teater får nemlig besøg af stjerneskuespillerne Nikolaj Coster-Waldau, Bodil Jørgensen, Ellen Hillingsø og Christine Albeck Børge.

Ifølge Nataliia Popovych, forperson for Ukraine House in Denmark, er det utroligt vigtigt at give de ukrainske forfattere, der flere gange før har været under beskydning, en international platform:

“I dag står ukrainske forfattere igen over for dødelig fare: mange tjener i de væbnede styrker, andre dokumenterer krigsforbrydelser, og nogle, som Viktoriia Amelina, er blevet dræbt. Derfor er det at give ukrainsk litteratur en stemme på europæiske scener ikke blot solidaritet — det er kulturel retfærdighed,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Musikalsk indslag og Nobelprismodtager som hovedtaler

Det er ikke kun den ukrainske litteratur, der bliver hyldet på solidaritetsaftenen.

Eventet får også en musikalsk dimension i form af det berømte ensemble The Kyiv Camerata – anledt af solist og kunstnerisk leder Bohdana Pivnenko.

Og så kan man også opleve en tale fra menneskerettighedsforkæmper Oleksandra Matviichuk, der i 2022 modtog Nobels Fredspris.

Korte videoer