Efter en årrække med historiske bedrifter for det danske herrelandshold i håndbold, bliver Nikolaj Jacobsen nu belønnet.
Landstræner Nikolaj Jacobsen skrev historie med det danske herrelandshold i håndbold, da han førte holdet til EM-guldet tilbage i januar.
Med EM-guldet i hus kunne det danske landshold for første gang nogensinde kalde sig forsvarende EM-, VM- og OL-mestre på samme tid.
Hos mændene er det kun Frankrig, der har opnået den status før.
Med den store bedrift som en del af motivationen er en ganske prestigefyldt pris nu landet i Nikolaj Jacobsens skød.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En helt særlig træner og leder’
Det er Kulturministerens Idrætspris, som den danske landstræner nu har vundet.
Prisen bliver uddelt af den nyslåede kulturminister Zenia Stampe (RV).
Hun knytter i en pressemeddelelse disse ord på valget af Nikolaj Jacobsen:
”Nikolaj Jacobsen er en helt særlig træner og leder. Han har skabt historiske resultater og været med til at gøre det danske herrelandshold til verdens bedste med den ene ekstraordinære præstation efter den anden. Samtidig har han stået i spidsen for et landshold, som danskerne samles om, hepper på og føler sig som en del af. Med sin kombination af kompromisløshed, humor og menneskelighed har han skabt en kultur, hvor fællesskab, tillid og spilleglæde går hånd i hånd med præstationer i absolut verdensklasse. Det er svært ikke at lade sig imponere over både resultaterne og måden, de er skabt på.”
Som spiller vandt Nikolaj Jacobsen ingen medaljer med det danske landshold.
Men det har han i den grad gjort som træner.
Fire gange VM-guld, OL-guld og -sølv samt en medalje af hver type ved EM er det blevet til siden 2017, hvor han overtog tjansen som landstræner.
Banelandsholdet i 4 kilometers holdforfølgelse samt Søren Vester og Niels Frandsen fra Æ’ Brokhold i Østsalling IF var ligeledes nomineret til Kulturministerens Idrætspris.
Tidligere har blandt andre både kvinde- og herrelandsholdet i fodbold samt atletikstjernen Sara Slott Petersen modtaget prisen.
Sidste år var det cykelrytteren Julie Leth, der modtog prisen.