Dansk supermarkedsgigant må krybe til korset og betale en kæmpe bøde for at villede sine kunder.
Netto har accepteret en bøde på ti millioner for vildledende markedsføring af produktserien ØGO.
Det skriver Salling Group, der står bag Netto-kæden, i en pressemeddelelse.
De havde i opslag på sociale medier og i en tilbudsmail beskrevet, at ØGO-serien var kåret til det fjerde mest bæredygtige brand af Sustainable Brand Index.
Der stod, at “ØGO indtager igen 4. pladsen blandt Danmarks mest bæredygtige brands”.
Udsagnet var dog baseret på en spørgeundersøgelse blandt 10.000 danske forbrugere. Den havde den private virksomhed SB Insight, der står bag Sustainable Brand Index, gennemført.
Kåringen var altså ifølge Forbrugerombudsmanden alene udtryk for forbrugernes opfattelse af mærket – og det skulle have fremgået.
Kristine Thøgersen, der er kommerciel direktør i Netto Danmark, lægger vægt på, at man gør sig meget umage for ikke at blive afsendere på vildledende udsagn.
– Desto mere ærgerlige og uforstående er vi over bødestørrelsen, som vi finder uproportionel med forseelsen, udtaler hun i pressemeddelelsen og tilføjer:
– Havde ordet “opfattet” eller en skarpere præcisering indgået, må vi formode, at vi ikke ville stå, hvor vi gør i dag efter en ærgerlig menneskelig fejl – en fejl, vi naturligvis står ved.
Fobrugerombudsmanden slog hård ned
Det giver ikke mening at tage sagen til domstolene, lyder vurderingen.
– Dog vil vi appellere til, at der ved fremtidige sager i branchen generelt skeles til forseelsens tyngde ved at se på, om der eksempelvis er tale om systematiske, strategiske indsatser eller blot en enkeltstående fejlvurdering, lyder det.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte Salling Group i september 2025.
Efter hans henvendelse blev de pågældende opslag fjernet.
Dengang pointerede forbrugerombudsmand Torben Jensen, at sagen viser, at virksomheder skal være varsomme med udsagn i markedsføring.
– Der er i markedsføringsretlig sammenhæng en meget væsentlig forskel på, om en virksomheds produkter er bæredygtige eller af forbrugerne bliver opfattet som bæredygtige, lød det i hans pressemeddelelse om sagen.
Forbrugerombudsmanden indskærpede i 2022 vildledningsforbuddet over for Salling Group.
I 2024 sendte Forbrugerombudsmanden en orientering om vildledningsforbuddet til Salling Group.
Begge sager var på baggrund af Salling Groups brug af bæredygtighedsudsagn i markedsføringen.