Dansk EU-formandskab kunne ikke skabe opbakning til forslag om at scanne beskeder for overgrebsmateriale.
Regeringen vil ikke længere tvinge techgiganter til at scanne borgeres beskeder for billedmateriale af seksuelle krænkelser af børn.
Det danske EU-formandskab trækker dermed sit forslag tilbage, efter at Tyskland og senere regeringspartiet Moderaterne tidligere er gået imod. Det fremgår af en skriftlig kommentar.
– Det vil betyde, at opsporingspåbuddet ikke vil være en del af EU-formandskabets nye kompromisforslag, og at det fortsat skal være frivilligt for techgiganterne at opspore materiale med seksuelt misbrug af børn, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
(Artiklen fortsætter under billedet)

CSA-forordningen blev oprindelig foreslået af EU-Kommissionen i 2022. Den vil kunne tvinge techvirksomheder til at scanne indholdet af private borgeres billeder og videoer på krypterede tjenester.
Men både Tyskland og siden Moderaterne trak sin støtte til forslaget, fordi det var for indgribende.
Hummelgaard mener dog, at Danmarks forslag var mindre indgribende end EU-Kommissionens oprindelige forslag. Og han fremhæver, at Red Barnet, Unicef, Børns Vilkår og Digitalt Ansvar gav deres klare opbakning.
Risikoen for at miste et vigtigt værktøj vægtes dog højt.
– Lige nu står vi i en situation, hvor vi risikerer helt at miste et centralt værktøj i kampen mod seksuelle overgreb mod børn, fordi den nuværende ordning, der giver mulighed for frivillig scanning, udløber i april 2026.
– Derfor er vi nødt til at handle uanset hvad. Det skyder vi alle de børn, som udsættes for uhyrlige overgreb, siger Peter Hummelgaard.
/ritzau/
Mette Frederiksen varsler udlændingestramninger: ‘Længere er den ikke’