Naturmødet åbnet: “Naturen kan ikke vente længere”

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Årets store naturtopmøde sætter fokus på grøn handling, grundvand og Den Grønne Trepart.

Med sang fra Nordjysk Pigekor og fokus på fremtidens natur blev Naturmødet 2026 torsdag officielt skudt i gang i Hirtshals.

Over de næste tre dage samles politikere, forskere, organisationer, borgere og naturaktører for at diskutere, hvordan Danmark omsætter grønne ambitioner til konkret handling.

Årets Naturmøde finder sted i en tid præget af politiske forhandlinger og store klima- og naturdiskussioner, men ifølge arrangørerne kan naturen ikke vente på lange processer og nye beregninger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses naturvejleder og tv-kendte Anders Kofoed, som bliver hyldet og vinder en pris til åbningen af Naturmødet. (Foto: Hans Ravn/Hjørring Kommune.)

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune.

Status på Den Grønne Trepart

Et af de helt centrale temaer på årets møde er derfor, hvordan Den Grønne Trepart skal føres ud i virkeligheden. Fokus bliver blandt andet rettet mod samarbejdet mellem kommuner, myndigheder og lodsejere, når naturprojekter og grøn omstilling skal gennemføres lokalt.

Beskyttelse af grundvandet er også blandt de store emner på programmet. Her skal deltagerne diskutere, hvordan hensynet til natur, landbrug, klima og drikkevand kan balanceres på de samme arealer.

Naturmødet forsøger samtidig i år nye måder at skabe debat og samarbejde på. Arrangørerne vil i højere grad gøre mødet til et sted, hvor samtaler fører til konkrete løsninger frem for blot politiske diskussioner.

“Vi går efter at udvikle metoder, som i endnu højere grad får debatterne på Naturmødet til at føre til handling. Derfor arbejder vi med at samle mennesker på nye måder, som får samtalerne til at munde ud i konkrete løsninger og samarbejder – også længe efter Naturmødet er slut,” siger Naturmødets chef Leif Lund Jakobsen.

Han peger på, at ambitionen er at skabe samarbejder og initiativer, som fortsætter længe efter, at Naturmødet er afsluttet.

Årets bedste naturformidler

Under åbningen blev naturvejleder og tv-kendte Anders Kofoed desuden hædret med prisen for Danmarks Bedste Naturformidling.

Den uddannede biolog og zoolog er blandt andet kendt som dyreekspert fra Go’ Morgen Danmark og for sit arbejde med at formidle natur og dyreliv til et bredt publikum.

Naturmødet fortsætter frem til lørdag i Hirtshals med hundredvis af debatter, workshops og aktiviteter med naturen som omdrejningspunkt.

Annonce
Annonce
Annonce