Nationalmuseet vil stramme det økonomiske greb og “slanke administrationen”.
Det betyder, at 21 medarbejdere berøres af stillingsnedlæggelser, særligt i administrative stillinger og støttefunktioner, skriver museet i en pressemeddelelse.
Sparerunden kommer, fordi museets økonomi har været under pres.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er uklart, om der nedlægges 21 stillinger, eller hvordan medarbejderne helt konkret vil blive berørt af nedskæringerne.
– Stillingsnedlæggelser og ændringer i administrationen skal sikre, at Nationalmuseet oven på en årrække med stærk og voksende museumsvirksomhed fortsat kan stå stærkt i de kommende år, lyder det.
De seneste mange år har Nationalmuseet ellers indfriet de økonomiske mål, men i år har det været nødvendigt med en ekstrabevilling fra Kulturministeriet på syv millioner kroner, skriver museet i pressemeddelelsen.
Den skrantende økonomi skyldes i høj grad konkrete fejlberegninger, fejlskøn af it-udgifter og økonomistyringen i administrationen.
– Der har i 2025 vist sig mange økonomiske overraskelser. Det har i for høj grad skabt et usikkert beslutningsgrundlag, og det kan direktionen naturligvis ikke leve med, siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i pressemeddelelsen.
Han uddyber, at museet derfor nu har et strengt og entydigt fokus på transparens og forudsigelighed i økonomien.
/ritzau/