De Radikales formand, Martin Lidegaard, fortæller nu, at hans parti står i en rigtig god forhandlingsposition. Samtidig melder han ud, hvornår en kommende regering forventes værende på plads – og hvilke partier, der vil indgå
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, mener, at partiet nu står i en “god forhandlingsposition”, efter at døren til en blå regering er blevet lukket.
Det siger han på vej ind på Marienborg søndag middag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Her skal De Radikale, SF og Moderaterne mødes med Socialdemokratiet og kongelig undersøger Mette Frederiksen.
Og det er ved at være tid til at få en regering på plads, mener Lidegaard.
– Vi skal have en regering, og vi skal have den hurtigst muligt.
– Det er også derfor, at det er tid til nogen, der vil noget nu. Jeg er også utålmodig, og jeg forstår udmærket dem, der også er det.
Martin Lidegaard siger videre, at han også har indtryk af, at Mette Frederiksen synes, at “nu skal vi give den gas”.
Han er den eneste af de fire partiledere, der siger ord til pressen inden forhandlinger på Marienborg indledes klokken 12.30.
Ifølge DR er der bestilt aftensmad til Marienborg, og der venter derfor lange forhandlinger søndag.
De første mange uger af regeringsforhandlingerne var Mette Frederiksen ligeledes kongelig undersøger, og her forhandlede hun også med De Radikale, SF og Moderaterne samt Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk støtte.
– Da vi startede med Mette Frederiksen, nåede vi et stykke vej, men det er klart, at det først er nu, når vi sidder alle fire partier, som regner med at skulle i regering sammen, at vi kan slå søm i de økonomiske ting, siger Martin Lidegaard.
Mette Frederiksen blev lørdag igen udpeget til kongelig undersøger, efter at Venstre-formand Troels Lund Poulsen måtte opgive at danne en VLAK-regering.
Moderaterne ville ikke støtte en regering bestående af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti som støttepartier.
Derfor er det “nok rigtigt, at det bliver en regering med Mette Frederiksen som statsminister”, sagde Lars Løkke fredag aften.
Der er også planlagt forhandlinger på Marienborg mandag, hvor det er de samme tre partier, der skal ind til bordet hos Mette Frederiksen.
/ritzau/


