Næstved: Ny koncert skal styrke børns følelser og fordybelse

Foto: Næstved Kommune

Næstved Kommune lancerer fortællekoncerten ‘Næssis Leg’ i samarbejde med Ensemble Storstrøm og Ulla Abdullas Cocobongoband.

Børnekulturen i Næstved Kommune får nye toner og dybere klangbund, når den grønne dragemaskot Næssi går i nyt musikalsk samarbejde med klassiske musikere fra Ensemble Storstrøm og det velkendte Ulla Abdullas Cocobongoband.

Resultatet er en ny fortællekoncert med titlen ‘Næssis Leg’, der skal introducere de yngste for klassisk musik og samtidig skabe rum for følelser og fordybelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Næstved Kommune.

Koncerten retter sig mod børnehavebørn og byder på en akustisk oplevelse med instrumenter som violin, tværfløjte og harpe.

Og ifølge kommunens børnekulturkonsulent Katrine Gjesing er det netop de nye klange og den levende musik, der kan åbne op for nye sanseindtryk hos børnene:

“Det bliver fantastisk for børnene at opleve lyden og stemningen fra de 11 professionelle musikere, som spiller akustisk på scenen. Den nye fortællekoncert og de mange forskellige instrumenter kommer til at tale til børnenes følelser og samtidig skabe nysgerrighed og begejstring”.

Nye veje i Næssis univers

Koncertens indhold tager udgangspunkt i fortællingen ‘Historien om Næssis Leg’, skrevet af skuespiller Steffen Sommerstedt, der i mange år har haft rollen som Næssi i både teater og musikalske sammenhænge.

Ifølge Steffen Sommerstedt er det vigtigt, at Næssi fortsætter med at udvikle sig, og samarbejdet med Ensemble Storstrøm ses som et naturligt skridt i den retning:

“Det er altid en fornøjelse at finde nye veje i Næssis univers. Balancen mellem at holde fast i en kerne af det kendte og samtidig finde nye formater er helt sikkert medvirkende til, at vi har holdt Næssi levende og relevant i mere end 20 år,” fortæller en glad og forventningsfuld Steffen Sommerstedt. 

Han hæfter sig ved, at den nye fortællekoncert kommer til at kunne noget andet end en traditionel Næssi-koncert. Det bliver koncert og fortælling i en form, der giver mere plads til ro og fordybelse for de små.

Premiere og fremtidsplaner

Fortællekoncerten ‘Næssis leg’ får præmie den 4. september på Grønnegades Kaserne Kulturcenter for 300 børnehavebørn fra Næstved Kommune. På sigt er håbet, at koncertformatet udvides til Næstveds børnefamilier.

Næssis univers har eksisteret siden i 2002 og rummer i dag både musik, fortællinger, videoer og teater. Det årlige højdepunkt – Næssis nytårskoncert med Ulla Abdullas Cocobongoband – fortsætter som hidtil.

’Alene i vildmarken’-deltageren har sendt en videoansøgning til DR og drømmer om at overtage rollen efter Jørgen Skouboe.