Flere end 1100 illegale migranter krydsede lørdag Den Engelske Kanal i små både og ankom til England.
Det viser data fra den britiske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.
Helt præcist ankom 1194 migranter til England. De var fordelt på 18 både.
Derudover reddede den franske kystvagt næsten 200 migranter, der kom i havsnød på havet mellem Frankrig og Storbritannien.
Antallet af migranter, der lørdag sejlede over Den Engelske Kanal, er det foreløbigt højeste antal migranter, der har krydset farvandet på én dag i 2025.
Siden nytår har de britiske myndigheder registreret i alt cirka 14.800 migranter, der er sejlet over kanalen og er ankommet til England.
Tilbage i september 2022 sejlede 1300 migranter til England over Den Engelske Kanal på én dag. Det er det højeste antal, der nogensinde er registreret.
De mange migranter, der ikke har tilladelse til at rejse ind i Storbritannien, er en hovedpine for den britiske premierminister, Keir Starmer.
Han er under pres fra højrefløjen for at minimere strømmen af migranter og fremlagde i maj en stramning af immigrationsreglerne.
Blandt andet skal prøver for at opnå forskellige visa strammes. Derudover er planen, at migranter skal vente ti år, inden de kan søge om permanent opholdstilladelse i Storbritannien. Aktuelt er tidsrammen fem år.
– Når folk kommer til vores land, skal de forpligte sig til at blive integreret og at lære vores sprog, sagde Starmer da han fremlagde tiltagene.
– Hvert område af immigrationssystemet, heriblandt job, familie og studie, skal strammes op, så vi får mere kontrol, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Starmer forventer, at de nye regler fører til et markant fald i antallet af illegale migranter, der rejser til Storbritannien.