Politi, redningsmandskab og flere fartøjer er natten til torsdag massivt til stede ved en havn, hvor en mulig drukneulykke undersøges.
En større redningsaktion er natten til torsdag i gang ved Spodsbjerg Havn, hvor myndighederne leder efter mulige personer i vandet.
Ifølge Presse-fotos.dk’s udsendte blev alarmen udløst, efter at Langelandsfærgen på vej mod Lolland fandt en hvid jolle drivende på vandet uden synlige personer ombord.
Fundet har sat gang i en omfattende eftersøgning i området.
Flere enheder deltager i aktionen, herunder en redningshelikopter, Beredskab Fyns gummibåd, to Bæltpiloter fra DanPilot samt et marinefartøj.
Alarmen indløb klokken 22.53, og ved 02.15-tiden var eftersøgningen fortsat i fuld gang.
Både politi og redningsmandskab arbejder fortsat på stedet, mens det undersøges, om der kan være tale om en drukneulykke.
Hændelsen udspiller sig ved Spodsbjerg Havn på Langeland.
Presse-fotos.dk følger sagen.









