Myndighederne svigter: 86 børneægteskaber er blevet godkendt

Foto: Folketinget.dk - Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen retter skarp kritik af myndighederne efter de nye oplysninger om godkendte børneægteskaber.

Danske myndigheder har flere gange anerkendt ægteskaber med mindreårige i strid med loven. 86 konkrete sager får nu kritik fra Social- og Boligministeriet.

Social- og Boligministeriet har afsluttet en omfattende tilsynsundersøgelse af myndigheders håndtering af udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige.

Resultatet er nedslående, da 86 sager udløser officiel kritik.

Siden februar 2017 har det været ulovligt at indgå ægteskab under 18 år i Danmark, og udenlandske vielser kan kun anerkendes i helt særlige tilfælde eller hvis parterne er EU/EØS-borgere.

Alligevel er flere registreringer i CPR efter denne dato blevet godkendt på trods af reglerne.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Særligt problematisk er det, at de fleste af de kritiserede sager (80 ud af 86) skyldes manglende opmærksomhed hos de registrerende myndigheder.

I seks tilfælde har myndighederne foretaget en egentlig vurdering og alligevel godkendt ægteskabet – men ifølge ministeriet uden at der var tvingende grunde til det.

Sagerne er spredt på flere kommuner og statslige instanser, der nu får direkte kritik i breve fra ministeriet. Samtidig udsendes en ny orienteringsskrivelse for at skærpe reglerne.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder resultaterne “dybt foruroligende” og fastslår, at reglerne skal beskytte børn mod tvang og udnyttelse.

“Reglerne er til for at beskytte børn. Jeg kan dårligt forestille mig noget, der er mere vigtigt. Derfor er det dybt foruroligende, at danske myndigheder – i strid med reglerne – har anerkendt udenlandske ægteskaber med mindreårige. Det er på sin plads at udtale kritik, og en række myndigheder bør nu overveje, om og i givet fald hvad der skal ske i hver enkelt sag,” siger Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Hun understreger, at den uvildige undersøgelse, som VIVE gennemfører af ægteskaber med mindreårige siden 1970, bliver næste skridt i arbejdet.

Regeringen og aftalepartierne ventes at drøfte mulige tiltag, når VIVE’s rapport foreligger.

Det kan indebære både skærpet vejledning til unge, der er blevet viet som mindreårige, og nye regler for myndighedernes praksis.

Slut med vikarer: Regionerne strammer grebet om psykiatrien