Nye tjenester kan genere musik ved brug af kunstig intelligens. Det kan presse musikeres økonomi på sigt
Nye tjenester, der kan lave fulde musiknumre ud fra kunstig intelligens, kan risikere at æde store dele af den økonomi, som gør det muligt at leve af at lave dansk musik.
Det frygter musikrettighedsorganisationen Koda og musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, skriver de i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at en ulig konkurrencesituation mellem menneskeskabt musik og fuldt AI-generet musik kan føre til et milliardstort omsætningstab frem mod 2030, hvis ikke der kommer politisk handling.
Nicky Trebbien, der er juridisk og politisk direktør i Koda, fremhæver desuden, at AI-tjenester er trænet på danske musikskaberes ophavsretsbeskyttede musik uden tilladelse eller betaling.
– På den ulovlige baggrund har de bygget nogle tjenester, der kan generere musik, der er i direkte konkurrence med den selvsamme menneskeskabte musik, som er hele fundamentet for deres forretning, siger han i meddelelsen.
Ifpi og Koda henviser til en rapport, som konsulenthuset HBS Economics har udført for organisationerne.
Den viser, at hvis den nuværende udvikling inden for AI fortsætter, står dansk musik til et omsætningstab på cirka 6,9 milliarder kroner i årene frem til 2030.
Rapporten er et skøn baseret på estimater fra eksisterende undersøgelser om effekter af fuldt AI-genereret musik for musikindustrien i andre lande, hvorfor det er forbundet med usikkerhed.
Både Koda og Ifpi understreger, at organisationerne og musikbranchen ikke er imod brugen af kunstig intelligens.
Men ønsket fra organisationerne er, at man fremmer en ansvarlig udvikling.
Nick Trebbien mener derfor, at der er brug for politisk handling, så der bliver skabt “ordnede forhold i forhold til AI-tjenesterne”.
Der skal ifølge organisationerne sikres klare spilleregler.
Blandt andet krav om tilladelse fra rettighedshavere og gennemsigtighed fra AI-virksomheder, når de bruger musik til at træne deres modeller.
/ritzau/