Museum vil skabe plads til demensramte

Illustrationsfoto.

Med et nyt projekt sætter museet fokus på, hvordan kulturformidling kan gøres mere nærværende og tilgængelig for borgere ramt af demens.

Selv når hukommelsen svigter, skal der være plads til gode oplevelser.

Det mener Langelands Museum og Østfyns Museer, som netop har modtaget støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen til et nyt projekt, der sætter fokus på kulturhistorisk formidling til borgere med demens.

Det skriver Langelands Museum i en pressemeddelelse.

Initiativet har fået titlen ‘Med alle sanser’, og målet er at bringe museernes formidling ud i lokalsamfundene – i øjenhøjde med dem, der måske ikke selv har kræfterne til at opsøge kulturen.

På Langeland bliver projektet blandt andet foldet ud på Langelandsfortet, hvor museet vil arbejde for at skabe mere inkluderende oplevelser for mennesker med demens.

Genkendelse, tryghed og nysgerrighed

Projektleder Helle Ansholm Rasmussen står i spidsen for indsatsen på øen, i tæt samarbejde med formidlingsinspektør Susanne Pedersen, som til daglig er tilknyttet fortet.

Sammen skal de undersøge, hvordan udstillinger og oplevelser kan tilpasses, så de vækker genkendelse, tryghed og nysgerrighed hos en særlig målgruppe.

Det hele sker med et klart mål for øje: At skabe meningsfulde kulturmøder – også når livet har taget en drejning.

“Vi skal tilpasse vores formidling til en gruppe borgere, som måske har nogle andre behov end størstedelen af vores gæster, og det kunne eksempelvis være at præsentere de underjordiske bunkers oppe på landjorden, så også gangbesværede borgere kan blive klogere på, hvad der gemmer sig nede i dybet,” fortæller projektleder Helle Ansholm Rasmussen.

Samarbejder og faglig sparring

Hun er i gang med at skabe kontakter til en række institutioner og organisationer, der i skøn forening kan hjælpe museet med at gøre udstillinger og udstillingssteder mere demensvenlige.

Projektet står på skuldrene af et samarbejde, som museet havde med UCL tilbage i 2023, hvor der også blev kigget ind i, hvordan et sted som Langelandsfortet kunne styrke sin formidling for demensramte besøgende.

Dengang modtog museets formidlingsinspektør Susanne Pedersen en række anbefalinger, og det er altså nogle af disse, som der nu arbejdes aktivt med at få omsat til virkelighed.

“På nogle punkter er det i virkeligheden relativt simple ting, der skal til for at vores udstillinger og formidling bliver mere tilgængelige for demensramte og øvrige sårbare besøgende. Derfor har disse samarbejder også været meget gavnlige for os, for de giver os mulighed for at sparre med nogle fagfolk, som ser anderledes på vores museum. Vi ønsker bare at gøre Langelandsfortet så tilgængeligt for så mange som muligt,” udtaler Susanne Pedersen.

Senere på året kommer Slagelse Ældreråd til Langeland for at besøge Langeland Kommunes Seniorråd. I den forbindelse præsenterer museet sine planer for en demens-venlig udvikling af Langelandsfortet.

Selv en rutineret tv-vært som Michael Meyerheim går ikke fri af livets svære stunder – nu deler han et personligt budskab med offentligheden.