En 28-årig mand med relation til Loyal To Familia er blevet varetægtsfængslet for at forsøge at begå et Hamas-relateret terrorangreb. Angrebet kunne have foregået på dansk grund, mener politiet
“Det er selvsagt dybt bekymrende, hvis vi har en terrorsag på dansk jord, der trækker tråde til en organisation som Hamas.”
Sådan siger operativ chef i PET Flemming Drejer mandag i en pressemeddelelse, efter en en 28-årig mand netop er blevet varetægtsfængslet ved Retten i Frederiksberg.
Den 28-årige mand betegnes som en ledende figur i en forbudt bandegruppering. Dermed hentyder PET til Loyal To Familia.
Han er blevet varetægtsfængslet under en sigtelse for medvirken til forsøg på terrorisme i Danmark eller et andet land. Ifølge sigtelsen har han i ledtog med andre medgerningsmænd købt tre droner for over 280.000 kroner, som angiveligt skulle bruges af Hamas til terrorangrebet.
Dronerne blev køvt tilbage den 7. november 2023.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen startede tilbage i december 2023, da flere personer blev anholdt i, hvad der dengang blev kaldt en ‘sikkerhedsoperation’.
På nuværende tidspunkt er det ikke kendt, om nogle danskere har været i konkrete fare i forhold til terrorsagen.
“Nej, det kan jeg ikke sige, og det var jo derfor, vi dengang kaldte det en sikkerhedsoperation, når vi er usikre på, hvor langt folk kan være i forberedelse af terror, så slår vi til,” siger operativ chef i PET Flemming Drejer til TV 2.
Den 28-årige nægter sig skyldig. Han kom til Danmark fra Libanon i 2024, men er først blevet fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og derfor har offentligheden endnu ikke adgang til informationer om størstedelen af sagen.
Den sigtede varetægtsfængsles med henvisning til risikoen for, at han kan forhindre eller på anden vis influere politiets videre efterforskning.