En motorcyklist er mandag eftermiddag afgået ved døden i en soloulykke, hvor manden kørte ind i et vejtræ. Nu har politiet fastslået årsagen til ulykken.
– Han kørte frontalt ind i et træ på motorcykel, fortæller vagtchef Simon Stage fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Sådan lød meldingen fra politiet, kort efter ankomsten til ulykkesstedet.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken på landevejen klokken 16.05. En lægebil, ambulance og helikopter blev tilkaldt for at forsøge at redde mandens liv. Manden endte dog med at blive erklæret død på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ulykken skete på Rørbækvej ud for nummer 36 og politiet kan tirsdag komme med en årsag til ulykken.
Da manden kom kørende ad landevejen løb et krondyr ud foran ham. Politiets teori bunder i, at man har fundet hår fra et krondyr på den forulykkede motorcykel, som også ramte ind i et træ.
Det oplyser Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning på baggrund af politiets foreløbige undersøgelser til TV Midtvest.
Politiet kan dog ikke komme ind på, om det er sammenstødet med dyret eller træet, der har taget livet af manden.

