Motorcykel flået i stykker i alvorligt uheld: Ung kvinde fløjet til traumecenter

Lørdag eftermiddag er en kvindelig motorcyklist endt i et alvorligt uheld. På uheldsstedet ligger den ødelagte motorcyklen spredt over et større område, mens også en bil ligger på taget.

Lørdag eftermiddag har et alvorligt færdselsuheld krævet mandskab fra både politiet og beredskabet. Derudover er ambulance, lægebil og en akutlægehelikopter også blevet rekvireret.

De skræmmende billeder fra stedet vidner om, at en meget alvorlig hændelse har fundet sted.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En motorcykel er blevet revet fuldstændig fra hinanden under uheldet. En anden motorcykel holder tilsyneladende intakt – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

En bil holder med ødelagt forrude, en anden ligger på taget på toppen af en bakke, mens vragdele fra en motorcykel ligger spredt på vejen og en nærliggende mark.

Til Presse-fotos.dk fortæller Thomas Ratzlaff, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, nærmere om hændelsen.

“En 23-årig kvindelig motorcyklist er fragtet med lægehelikopter til Traumecentret på Rigshospitalet,” fortæller vagtchefen om hændelsen på Nejedevej ved Tilstrup i nærheden af Hillerød.

Hendes nærmere tilstand kan Thomas Ratzlaff ikke uddybe.

“Hun er i live, men alvorligt tilskadekommen,” lyder det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billeder fra stedet viser, at to biler har været involverede i uheldet.

Ifølge vagtchefen er den kvindelige motorcyklist den eneste, der er meldt tilskadekommen efter hændelsen.

Hendes pårørende er underrettet.

Hvad der er gået forud for færdselsuheldet vides endnu ikke med sikkerhed.

I forbindelse med uheldet var vejen afspærret af udrykningskøretøjerne, men der skulle igen være åbnet for bilister.

“Færdslen er frigivet, men vi mangler at få fjernet nogle køretøjer, der skal undersøges,” lyder det afslutningsvist fra vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Ratzlaff.

En 79-årig kvinde blev i sidste uge efterlyst af politiet. I denne uge blev hun fundet dræbt i et skovområde og en mand blev anholdt og sigtet for forbrydelsen – han er nu igen på fri fod.