Selv om Folketinget er på sommerferie, betyder det ikke, at det politiske Danmark står fuldstændig stille. Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skyder nu atter en gang mod statsminister Mette Frederiksen i et angreb på de sociale medier
‘DANMARK ER BLEVET EUROPAS SLAPSVANS PÅ UDLÆNDINGEPOLITIKKEN.’
Sådan starter Morten Messerschmidt (DF) søndag formiddag et opslag på sin Facebook-side i, hvad der ligner et målrettet angreb på Mette Frederiksens (S) udlændingepolitik.
Ifølge Morten Messerschmidt ser flere og flere, at Europa befinder sig på et kritisk punkt i forhold til indvandring.
‘Østrig, Belgien og ja selv i Sverige er folkene begyndt at vågne. På tide! Men desto mere trist er det at se, hvordan Mette Frederiksen år efter år har forsømt udlændingepolitikken. Hvert eneste år, Mette Frederiksen har været statsminister, er muslimske indvandring til Danmark steget,’ skriver Morten Messerschmidt i Facebook-opslaget.
Han skyder mod Socialdemokratiet udlændingepolitik, fordi han mener, at partiet og regeringen kun snakker om stramningen, men at der ikke sker handling.
I den forbindelse lister Morten Messerschmidt en række lande op, som ifølge ham på det sidste har handlet på udlændingestramninger.
‘Østrig forbyder muslimske tørklæder i skolerne for piger under 14 år.Belgien har udvidet reglerne for fratagelse af statsborgerskabet ved alvorlig kriminalitet som drab og voldtægt. Sverige vil udvise langt flere udlændinge efter fængselsdomme og har de seneste måneder vedtaget en række markante stramninger af udlændingelovgivningen,’ skriver Morten Messerschmidt og tilføjer kort efter:
‘Intet andet end politisk vilje forhindrer Danmark i at gøre det samme. Alligevel stemmer regeringen gang på gang nej, når vi fremlægger forslagene i folketinget..
Morten Messerschmidt er ærgerlig over, at Danmark for få år siden var et europæisk foregangsland på udlændingeområdet, men at det nu er vores nabolande, der viser vejen.
‘Det burde være en alvorlig advarsel til danskerne. Hvis vi vil bevare Danmark som et trygt og sammenhængende land, skal vi turde føre en udlændingepolitik, der sætter danske værdier, danskernes sikkerhed og Danmarks sammenhængskraft først. Vi skal ikke nøjes med at følge udviklingen fra sidelinjen. Vi skal lede den,’ afslutter Morten Messerschmidt sit opslag.