En mand har ifølge politiet dræbt sin ekskone. Sammen har det tidligere par fem børn sammen. Nu er der kommet nye skræmmende oplysninger frem i retten – manden mener blandt andet, at han skød mod satan med horn i panden
En 61-årig mand, der sigtes for at have skuddræbt sin ekskone i Brønshøj mandag eftermiddag, varetægtsfængsles i fire uger.
Det afgør en dommer under et grundlovsforgør i Retten på Frederiksberg. Her var også en tolk til stede.
Manden skal hurtigst muligt tilses af en læge med henblik på at afklare, om han skal være fængslet i et almindeligt arresthus, eller om han skal anbringes på en retspsykiatrisk afdeling.
Ifølge sigtelsen blev den 47-årige kvinde skudt flere gange i hovedet og blev dræbt på stedet.
Der blev i alt affyret ti skud, hvor mindst otte af dem var på klos hold. Ifølge vidner gemte manden sig bag en bil og kom frem, da han begyndte at skyde mod kvindens hoved.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Manden sigtes også for besiddelse af skydevåben ved at have haft den pistol, som han brugte til drabet.
Det oplyste senioranklager Katrine Hansen, da retsmødet tirsdag formiddag blev indledt.
Mandens forsvarer, Finn Bachmann, oplyste, at manden nægter sig skyldig i sigtelsen om drab. Det skal forstås sådan, at han tilstår, at han har skudt, men at han mener, at han har skudt en anden end sin hustru.
Han erkender besiddelse af pistolen.
Parret havde været fra hinanden i flere år, og manden har siden marts 2022 haft et tilhold, der forbød ham at tage kontakten til ekskonen. De har fem børn sammen.
Flere nære pårørende har ifølge anklageren berettet om, at manden har været truende og psykisk uligevægtig. Manden har også været indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Mindst et af parrets børn har blandt andet udtalt, at deres mor var bange for deres far.
Det fremgår også af politiets rapporter, at den 61-årige mand skal have spurgt andre, på det sted han boede, om de kunne skaffe ham en pistol, da han ville skyde sin ekskone.
Ved en afhøring hos politiet efter drabet, fortalte manden, at han havde planer om at skyde sig selv face-to-face foran kvinden, så hun ville indse alvoren og kommer tilbage til ham.
Derudover fortalte han politiet, at han ved skyderiet ville sige til sin ekskone: “Kom tilbage til mig – jeg vil kysse dine hænder.”
Drabet skete cirka klokken 13.12 tæt på Frederikssundsvej og Brønshøjparken i Brønshøj. Flere vidner hørte skuddene og så kvinden ligge livløs på jorden. Ved kvinden lå en pistol.
Otte minutter senere henvendte den 61-årige mand sig til politiet på Bellahøj Politistation.
Han væltede ind i indgangspartiet på politistationen, talte usammenhængende og var meget konfus, fremgår det af politiets rapport, som anklageren tirsdag fremlægger i retten.
Til politiet fortalte han, at han var taget til Brønshøj for at tale med sin ekskone, men at han havde mødt en anden kvinde, som for ham var “umenneskelig”.
Betjentene spurgte, om han havde gjort nogen noget, men han talte meget utydeligt og i ring, står der i politiets rapport.
Både manden og den dræbte kvinde er beskyttet af navneforbud.
Anklageren anmodede i begyndelsen af retsmødet om at få lukket dørene, men det har dommeren afvist, hvorfor politiets beviser og rapporter lægges frem.
Den 61-årige mand var i retten iført en rød trøje. Han sad stille ved siden af en tolk og lyttede, mens anklageren fortalte.
Han ville i retten ikke forklare sig.
Men han er blevet afhørt af politiet, hvor han har forklaret, at han skød mod “en satan med horn i panden og en slange i munden”.
Manden har selv forklaret, at han købte pistolen på Christiania.





