Natten til mandag blev en stor udrykning sendt afsted, da beredskabet fik en melding om brand i en butik.
Da udrykningskøretøjerne ankom til adressen i Odense, var der kraftig røgudvikling på stedet og derfor var det nødvendigt at evakuere beboerne.
Alle personer i lejlighederne i etageejendommen blev evakueret og måtte vente udenfor til brandslukningen var overstået.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Brandvæsenet fik styr på branden og luftet ud, hvorefter politiet overtog skadestedet. Der er blevet foretaget undersøgelser på Skibhusvej, men det er endnu uvist, hvordan branden er startet.
Der kan være tale om en påsat brand i slikbutikken, men det er endnu ikke fastlagt, da politiet fortsat er i gang med at undersøge hændelsen.
Fyns Politi oplyser til TV 2, at branden efterforskes som mistænkelig.