Minister vil gøre det lettere for unge at overtage landbrug

Flere unge landmænd har svært ved at etablere sig som selvstændige, og det skyldes ifølge LandboUngdom blandt andet krav om stor egenfinansiering og komplekse skatteregler. Det blev fremført under et besøg fra minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) mandag den 12. maj, hvor han gæstede en gård på Fyn og mødtes med unge repræsentanter fra organisationen.

Besøget fandt sted hos mælkeproducent Frederik Grubbe i Ørbæk, der selv står over for at overtage en gård til sommer. Grubbe pegede blandt andet på, at det er vanskeligt for unge uden familiemæssig baggrund i landbruget at få foden under eget bord.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at gennemsnitsalderen for landmænd i Danmark er stigende, og at en stor del nærmer sig pensionsalderen. Ifølge SEGES Innovation sker kun omkring 6 % af landbrugsovertagelser i dag til personer uden familiemæssig tilknytning til erhvervet. LandboUngdom og Landbrug & Fødevarer har tidligere peget på skatteforhold, kapitaladgang og succession som væsentlige hindringer i forhold til generationsskifte i landbruget.

’Landbruget står overfor en stor udfordring, når det kommer til generationsskifte. Som det er lige nu, er det næsten kun landmandssønnen eller datteren, der kan blive selvstændig. Det betyder, at mange landbrug bliver solgt til nabolandmanden eller kapitalfonde, og det besværliggør mulighederne for, at unge uden familielandbrug kan blive etableret,’ sagde Frederik Grubbe under besøget.

Han fremhævede blandt andet krav om 20 procent egenfinansiering som en af barriererne og nævnte, at EIFO-lån i nogle tilfælde ikke anerkendes som egenkapital.

Det skriver  LandboUngdom i en pressemeddelelse.

’Det kan få de fleste til at tabe pusten, for de færreste har sparet 5.000.000 kr. op i en alder af 25 år,’ lød det.

Også formand for LandboUngdom Christian Orthmann deltog i mødet og fremhævede, at regler om succession og tinglysningsafgift kan være vanskelige for unge at leve op til.

’For eksempel succesionsreglerne om “nær medarbejder”, hvor man skal have tre år på fuldtid inden for fem år. Her er det relevant at kigge på, at hvis man som i Frederiks tilfælde har en tæt tilknytning til virksomheden, skal tidskravet lempes, så man kan succedere,’ sagde han.

Han foreslog også, at tinglysningsafgiften kunne opdeles over flere år, frem for at skulle betales ved etableringen.

’Det vil være meget mere realistisk, hvis man kunne dele afgiften ud over en årrække, så man ikke skal betale samtidig med, at man afholder alle de andre udgifter i forbindelse med etableringen,’ sagde Orthmann.

Minister Jacob Jensen udtrykte åbenhed over for at undersøge, om reglerne kan justeres eller fortolkes mere fleksibelt.

’Jeg er åben for at se på, om vi kan justere reglerne, og om nogle regler kan fortolkes bredere. Det kan eksempelvis være, at man kan have tilknytning på andre måder i kraft af geografi eller personlige relationer. Det vigtigste er, at vi ikke spænder ben for, at unge, driftige landmænd – som Frederik for eksempel – kan få mulighed for at overtage og drive erhvervet videre,’ sagde han.

En ung mand er blevet dræbt af et skud bag venstre øre og i den ene skulder. Nu sker en ny udvikling i sagen