Antallet af lønmodtagere i job steg i februar 2025 med 2.400 personer, og det danske arbejdsmarked når dermed endnu en rekord.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder det et stærkt udgangspunkt i en økonomisk usikker tid.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
I alt var der i februar 3.046.600 personer i lønmodtagerbeskæftigelse – en stigning på 0,1 procent i forhold til måneden før. Sammenlignet med februar 2024 er beskæftigelsen steget med 33.100 personer.
Den private sektor tegner sig for hele fremgangen i februar med 3.300 flere ansatte, mens der i den offentlige sektor var et fald på 1.000 lønmodtagere.
Ifølge Danmarks Statistik har den danske beskæftigelse slået rekord ad flere omgange de seneste år – med et særligt opsving efter COVID-19. Den seneste udvikling har især været båret af vækst i bygge- og anlægsbranchen samt dele af industrien.
Der er dog tegn på afmatning i dele af servicesektoren, og nogle regioner – særligt i yderområder – oplever stadig lavere jobvækst end landsgennemsnittet.
“Beskæftigelsen fortsætter sin spurt og slår igen rekord. Vi har et meget stærkt arbejdsmarked, og det er et godt udgangspunkt for, at vi kan klare os igennem den usikre, økonomiske situation vi befinder os i. Både virksomheder inden for fx industrien og byggeriet skaber fortsat mange arbejdspladser i Danmark,” udtaler ministeren.
Hun peger dog på, at udviklingen ikke er jævn:
“Men udviklingen går stærkere i nogle områder, sektorer og brancher end andre. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sammen med et bredt flertal i Folketinget har indgået en historisk aftale om forenkling af beskæftigelsessystemet.”
Ministeren henviser her særligt til ’Ungeløftet’ – et initiativ der permanentgøres i aftalen, og som skal hjælpe sårbare unge ind på arbejdsmarkedet i samarbejde med virksomheder og civilsamfund.
“Set i lyset af den økonomiske ustabilitet, er det endnu vigtigere, at vi nu får alle med,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.