Inger Støjberg har hårdnakket holdt fast i sin historie, som undergraves af hendes egne PET-agenter.
Blev hun, eller blev hun ikke forsøgt kørt af motorvejen af mørkemænd i en kassevogn grundet hendes politiske holdninger?
Det blev hun, hvis man spørger hovedpersonen og formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, men spørger man hendes PET-vagter, som vidnede om sagen i retten, så var det ikke et bevidst forsøg på at køre Inger Støjberg af vejen.
Nu har Ekstra Bladet snakket med den murermester, der giver sit perspektiv på sagen.
“Jeg var jo nærmest efterlyst i hele Danmark. Jeg tænkte ‘nej, nej, nej!’. Folk skrev, at det var terrorforsøg og alt muligt,” siger murermesteren til mediet.
Manden fortæller samtidig, at han lavede en fejl i trafikken, hvilket han også har erkendt og fået en bøde på 1.000 kroner for.
Inger Støjberg har også turneret med, at manden skulle have rakt en fuckfinger i vejret mod hende, men det bakkes heller ikke op af muremesteren selv eller PET-vagterne.
– Det værste er, at jeg undskyldte allerede i bilen. Og jeg havde min søn med i bilen, men det nævnte hun heller ikke. Han sad mellem os, og han vinkede til hende, siger murermesteren til Ekstra Bladet.
Inger Støjbergs PET-vagter forklarede i en afhøring, at de så mændene i kassevognen gestikulerede med bedende hænder og mimede tydeligt undskyld.
Minister raser
Afsløringen har fået kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt, op af stolen.
Han mener, at historien nu kaster et helt andet lys på situationen.
‘Det giver historien en helt anden karakter, der ligger milevidt fra det politiske attentatforsøg der nærmest blev iscenesat,’ skriver Engel-Schmidt, i et opslag på Facebook.
Udlægningen fra murermesteren vækker også stærke følelser hos kulturministeren.
‘Nu føler murermesteren med sønnen på passagersædet sig så simpelthen kaldet til at stille sig frem og fortælle sin version. Med en meget mindre mikrofon, naturligvis. Det gør mig ærlig talt vred på hans vegne. For naturligvis er han en del af en politisk strategi og metode, som vi ser igen og igen,’ skriver han.
‘Demokratiet fortjener bedre end det her,’ skriver han afslutningsvis.
