“Af den grund skylder vi også børnene at bruge indsatsen,” lyder det fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
Børn og unge udsat for vold eller seksuelle overgreb lever ofte med ar på både krop og psyke.
Mange udvikler traumer, depression, angst og PTSD, og konsekvenserne kan følge dem langt ind i voksenlivet.
En særlig form for terapi til børn hjælper på ovenstående, viser en ny undersøgelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er tale om terapiformen TF-CBT.
TF-CBT blev i 2023 afprøvet som et behandlingstilbud på børnehuse til børn i alderen 6-17 år, som har været udsat for seksuelle overgreb eller vold.
Nu er en gennemgang af indsatsen fuldført, skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Det er VIVE, der står bag evalueringen.
Evalueringen viser, at behandlingsmetoden kan nedbringe PTSD-symptomer, symptomer på angst og depression og bidrage positivt til børnenes psykiske trivsel.
Til gengæld viser den også, at mange flere børn kunne få gavn af behandlingen.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen opfordrer derfor alle kommuner til at implementere tilbuddet.
“Af den grund skylder vi også børnene at bruge indsatsen. Derfor håber jeg, at alle landets kommuner vil benytte det her tilbud, når de har med børn at gøre, som har behov for traumefokuseret behandling på grund af overgreb,” siger ministeren.
Ifølge Børns Vilkår er flere tusinde børn registreret i sager om vold, misbrug og overgreb. Dertil kommer et mørketal.
“Over 12.000 børn er registreret i sager, hvor der er mistanke om alvorlige svigt som vold, misbrug og overgreb, som har ført til enten en underretning eller politianmeldelse. Hertil kommer de mange, der ikke figurerer i registre, fordi ingen nogensinde ser dem og kontakter myndighederne,” skriver Børns Vilkår i en nyhed.
Tallene stammer fra Børns Vilkårs statusrapport ’Svigt af Børn i Danmark’, som udkom i november 2025.
