Rasmus Prehn siger, at han gerne havde set lavere kompensation til minkavlere end de 29,5 milliarder kroner.
Den tidligere fødevareminister Rasmus Prehn indrømmer nu, at han ikke er stolt af den minkaftale, som han stod i spidsen for i 2021.
Det skriver Ekstra Bladet.
Aftalen sikrede minkbranchen 30 milliarder kroner i kompensation, som følge af at hvervet blev tvangslukket på grund af coronavirus.
– Der var nogle objektive kriterier, som blev lagt til grund. Og så blev der kæmpet og forhandlet, og der havde jeg til opgave at lave en aftale, og der er det ingen hemmelighed, at jeg gerne havde set, at det var et lavere beløb, siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tirsdag skrev avisen, at den tidligere minkformand Tage Pedersen står til at få udbetalt mindst 400 millioner kroner som erstatning for, at alle mink skulle slås ned. Det skete på grund af risiko for coronasmitte.
Samlet set vil udgifterne til samtlige erstatninger udgøre cirka 29,5 milliarder kroner. Beløbet indeholder også udgifter i forbindelse med nedrivningsopgaver. Knap halvdelen er udbetalt.
Det er danmarkshistoriens største erstatningsbeløb og nedrivningsopgave.
Mange af de virksomheder, som har fået udbetalt erstatning, var i stort underskud i årene før nedlukningen.
Medierne har løbende beskrevet, hvordan kompensationen er blevet skruet i vejret som følge af en politisk forhandling og pres fra minkavlerne.
Rasmus Prehn har tidligere sagt til DR, at minkavlerne i hvert fald ikke havde “fået for lidt”, da skønnet lød på knap 19 milliarder kroner. Siden er det steget med ti milliarder kroner.
Mediet Zetland har skrevet, hvordan prisen per skind ifølge en rapport er 99 kroner højere, end hvad minkavlerne faktisk havde fået for dyrene. Det betyder en samlet ekstraregning for staten på otte milliarder kroner.
Mediet har også beskrevet, hvordan minkavlerne er med til at afgøre hinandens erstatningssager i de såkaldte erstatnings- og taksationskommissioner. Det har regeringen efterfølgende lovet at se på.
Erhvervsministeriet regnede oprindeligt med erstatninger på op mod otte milliarder kroner, hvis domstolene skulle have behandlet kravene om erstatning fremfor staten. Det viser et folketingssvar.
Det var et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance, som i 2021 indgik en aftale om erstatning.
Den tidligere socialdemokratiske minister er ikke længere aktiv i politik. Han siger, at det er nemt at være bagklog, men at han gør sig sine tanker.
– Den refleksion har jeg da. Men jeg kan ikke gøre noget ved den nu. Og jeg er glad over, at de fik en afklaring. Men som jeg siger, så er det ikke den aftale, jeg kigger tilbage på med allerstørst stolthed. For det blev nok lidt skævt, siger han til avisen.
/ritzau/
Pensioneret pilot forklarer: Derfor er flytilstand meget vigtigt