Efter bekymring fra lokalområdet har fødevareminister Jacob Jensen (V) valgt at genindføre gammelt forbud.
Minister for fødevarer, fiskeri og landbrug Jacob Jensen (V) har genindført et forbud mod fiskeri ved kemikalievirksomheden FMC Rønland , der tidligere var kendt som Cheminova.
Det oplyser ministeren til TV Midtvest.
Jacob Jensen begrunder beslutningen med, at ophævelsen af forbuddet har vakt bekymring i lokalområdet i Vestjylland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Jeg har været i dialog med lokale venstrefolk fra kommune og region, og jeg kan forstå, at ophævelsen af forbuddet har skabt usikkerhed og bekymring, og at der er et klart ønske om at bevare forbuddet. Det lytter jeg selvfølgelig til, og derfor genindfører jeg nu forbuddet, siger han til TV Midtvest.
Ifølge Fødevareministeriet skal beslutningen dog igennem en høringsproces, som normalt tager fire uger, inden forbuddet træder i kraft, skriver TV Midtvest.
Siden 1. juli i år har det været tilladt at fiske i havet ved den tidligere Cheminova-fabrik.
Inden da havde det været forbudt at fiske i området i omkring 40 år.
/ritzau/