– Uden hegn, lød det fra fremmødte, da Magnus Heunicke (S) blev afbrudt under indvielse af naturnationalpark
Miljøminister Magnus Heunicke (S) blev afbrudt af buhråb og protester, da han lørdag indviede den første naturnationalpark i Danmark i Fussingø.
Det skriver TV 2.
Ifølge mediet drejede protesterne sig om både dyrevelfærd, skove og et hegn, der er blevet sat op rundt om naturnationalparken.
– Uden hegn, råbte de fremmødte i kor, da ministeren stod på en scene og talte til forsamlingen.
– Nu har I råbt “uden hegn”, og det har vi hørt, svarede Heunicke blandt andet tilbage.
Det er Naturstyrelsen, der har rejst et 14,5 kilometer langt hegn omkring parken, der ligger ved Randers.
Ikke alle var lige tilfredse under indvielsen, hvor der også blev råbt:
– I hegner dyrene ude af skovene, hvad tænker I på?
Hegnet er blevet sat op for at sikre, at blandt andet stude og kronhjorte forbliver inde i parken, så naturen bliver vildere.
Indvielsen kommer i lyset af, at Danmark er et af de lande i Europa, hvor biodiversiteten er i den ringeste forfatning.
Parken er den første af sin slags og dækker et område på over 1100 fodboldbaner.
Lokale protester forsinker fortsat de næste 14 projekter flere steder.
Seneste afrapportering til EU viste, at 95 procent af de vurderede naturtyper i Danmark er i dårlig bevaringstilstand.
Mange arter er fortsat i risiko for at uddø i Danmark. De mangler især sammenhængende naturområder, hvor de kan leve på egne præmisser.
De 15 naturnationalparker, som skal åbnes i de kommende år på statsejede arealer, vil samlet bidrage med under en procent mere vild natur.
Til sammenligning udgør landbruget cirka 60 procent.
Magnus Heunicke forventer, at naturnationalparker ved Gribskov, Tranum, Stråsø og Almindingen kan åbne i løbet af de kommende år
De ti efterfølgende parker kan åbne fra 2028 og frem.
/ritzau/