Krig, ødelæggelse og usikkerhed om hvad morgendagen bringer, præger i øjeblikket verdens samlede bevidsthed. Midt i det hele er det vigtigt at anerkende de danske soldater, mener borgmester.
Adskillige krige foregår verden over i 2025, hvilket hele tiden gør det svært at spå om, hvad morgendagen bringer.
Én ting er dog som det plejer, Furesø Kommune inviterer nemlig endnu en gang alle veteraner, pårørende og andre interesserede til flagdag den 5. september.
Og ifølge Ole Bondo Christensen (A), der er borgermester i Furesø Kommune, er det særligt vigtigt at holde traditionen i hævd, som situationen er i verden lige nu.
‘Vi har en god tradition med at afholde Flagdag i Furesø. Med den øgede usikkerhed i verden er det vigtigere end nogensinde, at vi anerkender den indsats, som vores dygtige soldater yder rundt om i verdens brændpunkter,’ lyder det fra borgmesteren.
Arrangementet foregår mellem klokken 17.00 og 18.30 på Furesø Rådhus, og her er der flere forskellige ting på programmet.
Af en pressemeddelelse fra kommunen fremgår det, at man blandt andet kan høre en tale fra den pensionerede oberst Lars Møller, der er forfattet til bogen ‘Operation Bøllebank’.
Bogen handler om den første gang danske soldater var i ildkamp siden 2. verdenskrig, hvilket foregik under Lars Møllers ledelse.
Foruden den pensionerede oberst, holder også borgmester Ole Bondo Christensen en tale.
Derudover vil det være muligt for de fremmødte veteraner at komme til orde og fortælle om livet som veteran.
‘Man er meget velkommen til at bære uniform efter eget valg til arrangementet,’ står det beskrevet.
Hele programmet er som følger:
Kl. 17.00: Velkomst og tale v. borgmester, Ole Bondo Christensen
Kl. 17.15: Tale v. Lars Møller, tidligere oberst i Forsvarskommandoen, forfatter til en række bøger herunder ”Operation bøllebank”.
Kl. 17.30: Ordet er frit herunder info om veteranindsatsen
Kl. 17.45: Tid til uformel snak
Kl. 18.30: Receptionen slutter
De danske fødevarepriser er de næsthøjeste i EU, og regeringen overvejer at nedsætte afgifter.