Midt i en turbulent tid: ‘Danmark og Grønland står stærkt sammen’

“Når vi står sammen og løfter i flok, så skaber vi de bedste resultater for hele Rigsfællesskabet,” bliver der sagt efter et møde mellem Danmark og Grønland.

Midt i den tilspidsede konflikt med USA er Danmark og Grønland i gang med at styrke samarbejdet i rigsfællesskabet.

Mere konkret handler det om et styrket samarbejde på fødevareområdet, som de to lande nu har under opsejling.

Derfor havde den danske fødevareminister Jacob Jensen i denne uge besøg af Grønlands minister for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Peter Borg. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

På mødet blev der blandt andet talt om, hvordan Grønlands muligheder for direkte eksport til verdensmarkederne kan styrkes.

“Netop i denne tid” er den danske fødevareminister taknemmelig for, at Danmark og Grønland samarbejder.

“Danmark og Grønland står stærkt sammen – både i de store udenrigspolitiske spørgsmål og i det nære, praktiske samarbejde om fødevarer, fiskeri og eksport. Og netop i denne tid er jeg utrolig glad for, at vi i ministeriet havde besøg af min grønlandske kollega Peter Borg til en drøftelse om det nære samarbejde på vores område. For når vi står sammen og løfter i flok, så skaber vi de bedste resultater for hele Rigsfællesskabet,” siger Jacob Jensen.

Den grønlandske minister hylder også samarbejdet i rigsfællesskabet.

“Fiskeri er vores vigtigste eksporterhverv, der bidrager til mere end 95 % af den samlede eksport fra Grønland. Denne eksport er bl.a. mulig grundet et tæt samarbejde med rigsmyndighederne, der fastsætter tekniske og veterinære regler, som åbner for verdensmarkedet for vores fiskerierhverv. Fangst er også et vigtigt erhverv i Grønland, og vi arbejder tæt sammen med rigsmyndighederne for et udvide mulighederne for eksport af sælprodukter. Jeg er glad for, at jeg har haft endnu en god snak med Jacob Jensen om, hvordan vi kan fremme vores samarbejde til gavn for det grønlandske samfund og for Rigsfællesskabet i sin helhed,” siger Peter Borg.

De to ministre mødtes i København onsdag.

Se også
Danmark latterliggjort i amerikansk talkshow: ‘Seriøst? Skal vi lytte til dem?’

Korte videoer