– Jeg er dybt berørt af togulykken ved Bjerndrup, som på tragisk vis har kostet menneskeliv og efterladt flere alvorligt tilskadekomne.
Sådan hedder det i en skriftlig kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S) efter togulykken i Sønderjylland sidst på eftermiddagen fredag.
– Mine tanker går til de pårørende, de mange tilskadekomne og alle, der lige nu er berørt af ulykken, hedder det videre i udtalelsen.
En person er bekræftet død, og flere er kvæstede efter ulykken, der fandt sted ved Bjerndrup tæt på Kliplev i Sønderjylland lidt før klokken 17 fredag eftermiddag.
To personer blev efterfølgende fløjet til hospitaler. Den ene til et hospital syd for grænsen.
Fredag aften kunne politiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi Gert Bisgaard fortsat ikke sætte tal på, hvor mange der var kommet til skade ved ulykken, der skete, da et tog, der ifølge DSB havde omkring 95 passagerer, kolliderede med en gylletransport ved en jernbaneoverskæring.
Uanset antallet af kvæstede opfordrer statsministeren til, at der støttes op om ofrene for ulykken.
– Jeg håber, at alle får den bedst mulige hjælp og støtte. Og mærker, at vi som samfund står sammen om dem, siger hun.
Tidligere fredag aften har også transportminister Thomas Danielsen (V) kommenteret ulykken.
– Det er en dybt tragisk ulykke, og mine tanker går til de pårørende og de tilskadekomne, hedder det i en skriftlig kommentar fra transportministeren.
Han understreger, at årsagen til ulykken skal findes.
– Det er helt afgørende, at Havarikommissionen, Banedanmark og DSB nu kommer helt til bunds i, hvordan ulykken er sket, før vi drager nogen konklusioner.
– Jeg har stor forståelse for, at ikke mindst de pårørende har brug for svar, og derfor vil alle aspekter af ulykken blive undersøgt, siger transportministeren.
Syd- og Sønderjyllands Politi har meddelt, at man vil være på ulykkesstedet i et godt stykke tid endnu. Herefter skal der ryddes op. Hos DSB har man meddelt, at der tidligst kører tog på strækningen igen mandag.