Mette Frederiksen tager udtalelser fra Trump om Grønland alvorligt og advarer mod et angreb på Grønland
“Alting” vil høre op, hvis USA skulle vælge at angribe Grønland.
Det siger statsminister Mette Frederiksen.
Udtalelsen falder, efter at USA med militær kraft har afsat lederen af Venezuela, hvorefter præsident Trump igen bekræftede, at han vil have kontrol over Grønland.
– Hvis et Nato-land angriber et andet Nato-land, så hører alting op, lyder det fra den danske statsminister.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lørdag iværksatte USA en omfattende og effektiv operation, der fangede og anholdte den venezuelanske præsident Nicolás Maduro i hovedstaden Caracas.
Det skete efter længere tids åben konflikt mellem ham og den amerikanske præsident, Donald Trump.
Kort efter militæraktionen blev Donald Trump spurgt af amerikanske medier, hvordan han nu betragter situationen i Grønland.
Her gentog præsidenten, at USA har brug for Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.
Han sagde samtidig, at man bør genbesøge emnet senere – enten om to måneder eller 20 dage. Det blev ikke specificeret, hvad tidsrammen drejer sig om.
Udtalelserne får Mette Frederiksen til at understrege, at situationen er alvorlig for det danske kongerige.
Hun mener, at man skal tage Donald Trumps udtalelser alvorligt – og tilføjer:
– Hvis den amerikanske præsident mener det her alvorligt, er det en meget alvorlig situation, vi befinder os i, siger hun.
Nato blev i sin tid stiftet som en forsvarsalliance, der samtidig skal binde medlemslandene sammen i fælles interesser.
Derfor vil hele verdens sikkerhedsstruktur blive opløst, hvis et Nato-land som USA skulle finde på at angribe et andet Nato-land som Grønland, påpeger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at Danmark har et løbende og aktivt diplomatisk arbejde med USA.
Mette Frederiksen har hidtil haft én offentligt kendt telefonsamtale med Donald Trump for omkring et år siden.
Men nu er det “muligvis” tid til en ny, siger hun.
Det er dog ikke hendes forventning, at en sådan samtale vil ændre det store.
– Jeg vil generelt advare mod at tro, at en enkelt aktivitet eller enkelte samtaler kan ændre det her, siger hun.
/ritzau/