Ved sidste valg var det Inger Støjberg og Mette Frederiksen, der trak store personlige stemmetal. Nu er de begge overgået.
Der er en ny sheriff i dansk politik.
Tidligere har det været Mette Frederiksen, som kunne bryste sig af titlen, men nu må hun altså opgive den.
Danmarks statsminister fik ved dette valg 41.721 personlige stemmer i Nordjylland, men det er altså ikke nok til at blive den politiker med flest personlige stemmer.

Den hæder tilfalder DF-formanden Morten Messerschmidt, som i skrivende stund står noteret for 45.678 stemmer, selvom det kun er 89 procent af stemmerne, som er optalt i Sjællands storkreds.
Giver andre baghjul.
Pia Olsen Dyhr og Lars Løkke Rasmussen stiller op i samme storkreds som Morten Messerschmidt, men de når ham altså ikke til sokkeholderne.
Formanden for SF, Pia Olsen Dyhr står noteret for 25.797 personlige stemmer, imens Lars Løkke Rasmussen har fået 30.474 i Sjællands storkreds.
I Østjylland var der også bemærkelsesværdige stemmetal, hvor Alex Vanopslagh høstede 38.487 personlige stemmer, mens Mona Juul fik 21.594 af slagsen.
Men den store taber i Østjylland må være Troels Lund Poulsen fra Venstre, der fik sølle 19.854 stemmer.