Dansk Folkepartis formand retter skarp kritik mod både TV 2 og de personer, der valgte ikke at rejse sig under et minuts stilhed ved søndagens VM-arrangement.
Morten Messerschmidt raser mod både TV 2 og de personer, der valgte ikke at rejse sig under et minuts stilhed ved VM-arrangementet på Islands Brygge i søndags.
Formanden har delt en video på sociale medier, hvor han kommenterer på den omdiskuterede situation.
‘Hvad er det lige, der foregår? En 32-årig familiefar er blevet dræbt. Det bliver markeret af TV 2 med et minuts stilhed,’ siger Messerschmidt i opslaget.
Han kritiserer samtidig både de fremmødte, der ikke rejste sig og TV 2’s beslutning om at gå til reklamer under stilheden.
‘Men dels er der åbenbart en gruppe, der er ligeglade og end ikke rejser sig for at ære manden. Dels vælger TV 2 at afbryde sendingen for i stedet at vise en reklameblok. Det er simpelthen respektløst.’
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen handler om en direkte transmission fra Islands Brygge søndag, hvor TV 2 holdt holdt et minuts stilhed til minde om den 32-årige svenske familiefar, der døde efter et overfald ved et VM-storskærmsarrangement i sidste uge.
Da TV-vært Morten Ankerdal bad de fremmødte om at rejse sig, bevægede kameraet sig ud over pladsen. Her kunne man blandt andet se en gruppe kvinder i hijab, som blev siddende.
Omkring 34 sekunder inde i det planlagte minuts stilhed skiftede TV 2 så over til reklamer, hvilket efterfølgende har skabt stor debat.
Cathrine Kier, der er TV 2’s kommunikationsdirektør, har over for B.T. kaldt det en fejl, men afviser, at beslutningen havde noget at gøre med personer, der ikke rejste sig under mindehøjtideligheden.
‘Det var en fejl, at vi ikke viste hele øjeblikket og afslutningen på stilheden, og det kan ske, når man laver live-tv,’ skriver hun til mediet.
‘Vi kan fuldstændig afvise, at vi har klippet til reklamer, fordi ikke alle på pladsen ville deltage i mindehøjtideligheden, og de spekulationer kan vi mane til jorden med det samme,’ skriver hun videre.
