Danske politikere stempler gradvist ind i konflikten mellem Grønland, Danmark og USA på sociale medier.
“TRUMP SKAL HAVE EN KONTANT AFVISNING – DET ER DET ENESTE SPROG, HAN FORSTÅR.”
Sådan indleder Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, et opslag, som han har delt på flere af sine sociale medier.
Her kalder han Trumps udtalelser om Grønland og Danmark for “fuldstændigt uacceptable”.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Messerschmidt gør samtidig klart, hvordan han mener, Danmark bør – og ikke bør – agere.
“Grønland er dansk. Punktum. Danmark bøjer sig ikke for trusler – hverken fra Putin, Erdogan eller Trump. Vi forsvarer vores land og kongerige. Det er ikke til forhandling, ikke til salg – og ikke noget, vi holder møder om i håb om at gøre os forståelige over for en mand, der kun forstår hårdhed,” skriver han.
Danmark og Grønland har ellers efterspurgt et møde med USA. Det bekræftede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen over for flere medier tirsdag aften efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Men den linje er ifølge Morten Messerschmidt forkert.
DF-formanden mener, at regeringen sender et forkert signal, når den “ikke sætter foden ned”.
“Når Lars Løkke vil mødes med amerikanerne og tale om Grønland, og Mette Frederiksen ikke sætter foden ned, så sender de et forkert signal – både til Trump og til dem i USA, der faktisk støtter Danmark,” skriver han.
I opslaget skriver Morten Messerschmidt afslutningsvis, at der bør oprustes i Arktis, at snakken om grønlandsk løsrivelse skal stoppes, og at Danmarks europæiske allierede skal stå sammen.
Tiden er inde
Tirsdag aften blev der holdt møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Her var ”Kongerigets forhold til USA” det eneste punkt på dagsordenen.
Til mødet deltog både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Efter mødet bekræftede Lars Løkke Rasmussen over for pressen, at Danmark og Grønland i fællesskab har sendt en anmodning om et møde med USA.
“Vi er blevet enige om, at tiden nu er kommet til, at vi rækker ud for at få et møde med den amerikanske udenrigsminister,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
I skrivende stund er repræsentanter for Danmark og Grønland i gang med at holde møder i Washington.
Det er den grønlandske udsending, Jacob Isbosethsen, og den danske ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, som lige nu er i dialog med amerikanerne. Det første møde fandt sted i går aftes.
