Ingen havde set det komme.
Det er voldsomt at ligge og sove, og pludselig går alarmen.
Og så lyder der massive brag over hovedet på dig.
For lige pludselig rammer et voldsomt angreb.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det amerikanske militær har afværget et iransk missilangreb på amerikanske styrker i Mellemøsten.
Det melder det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, i et opslag på det sociale medie X natten til onsdag dansk tid.
Angrebet, der skete tirsdag klokken 23.45 dansk tid, bliver af Centcom betegnet som overraskende.
– Styrker fra Irans Revolutionsgarde affyrede flere ballistiske missiler i et forsøg på at lave et overraskelsesangreb mod amerikanske styrker udstationeret i Mellemøsten.
– Alle iranske missiler blev skudt ned. De amerikanske styrker er fortsat på vagt og i højt beredskab, skriver Centcom.
Det amerikanske militær har flere skibe og baser i Mellemøsten. Det fremgår ikke, hvilke steder der er blevet angrebet.
Senere skriver Centcom på X, at der er udført mere end 30 droneangreb mod amerikanske styrker og energiinfrastruktur i Saudi-Arabien i løbet af de seneste 72 timer.
Angrebene er ifølge Centcom udført af militante grupper i Irak på ordre fra Irans Revolutionsgarde.
Sammen med Saudi-Arabien har Centcom natten til onsdag svaret igen ved at bombe logistiske anlæg og våbendepoter tilhørende militante grupper i Irak med jagerfly.
Saudi-Arabien bekræfter, at landets forsvar har deltaget i luftangreb i Irak. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters. Saudi-Arabien siger, at der er tale om selvforsvar.
Iraks Folkelige Mobiliseringsstyrker (PMF) melder natten til onsdag, at en række af deres officielle hovedkvarterer i landet er blevet angrebet af amerikanske og saudiarabiske styrker.
Ifølge PMF blev flere personer dræbt og såret.
Til AFP siger to unavngivne kilder i PMF onsdag morgen, at mindst ti medlemmer er blevet dræbt. Antallet vil sandsynligvis stige, lyder det fra kilderne.
PMF er et statsligt sikkerhedsagentur, som består af over 20 bevæbnede grupper – mange af dem med tætte relationer til Iran.
Irans Revolutionsgarde har ikke umiddelbart kommenteret angrebene.
Angrebene i Mellemøsten kommer efter flere døgn uden meldinger fra USA og Iran om militære angreb.
Gennem 13 nætter gennemførte Centcom frem til fredag i sidste uge angreb mod iranske mål.
Iran svarede igen ved at angribe amerikanske militærbaser i Mellemøsten.
Efter at amerikansk militær i sidste uge indstillede de natlige angreb, faldt der en anelse ro på situationen i Hormuzstrædet.
Mohammad Akraminia, der er talsmand for den iranske hær, sagde søndag ifølge nyhedsbureauet AFP, at det iranske militær ikke havde tænkt sig at udføre gengældelsesangreb i Mellemøsten, så længe USA ikke udfører angreb.
Situationen betød, at prisen på en tønde råolie faldt fra omkring 100 til 90 dollar.
Hormuzstrædet, der er verdens vigtigste handelsrute for olie, ligger mellem Iran og Oman ved indsejlingen til Den Persiske Golf.