Melvin Kakooza ser rødt i ny TV 2-serie

Ny reportageserie følger Melvin Kakooza og FC Fredericia, der i denne sæson kæmper for at forblive i Superligaen.

24 år tog det fodboldklubben FC Fredericia at kvalificere sig til Superligaen.

I denne sæson kæmper de hårdt for at forblive blandt Danmarks 12 bedste klubber. Og med på lægterne er klubbens nye medejer, komikeren Melvin Kakooza.

“Man må gerne drømme, og det gør vi i Fredericia. Jeg håber, jeg kan bidrage med opmærksomhed til den her skønne klub og være med til at sætte Fredericia på verdenskortet,” siger Melvin Kakooza til TV 2.

Jagten på de store drømme for Melvin og klubben kan du fra fredag den 7. november følge med i, når TV 2 har premiere på den nye reportageserie ‘Melvin ser rødt – ikke kun for sjov længere’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Melvin Kakooza på FC Fredericias hjemmebane Monjasa Park. Foto: Lasse Lagoni/TV 2

Fra direktøren til pølsemanden

Melvin Kakooza, der selv er vokset op i byen, blev tilbage i april indlemmet i FC Fredericias bestyrelse.

Godt tre måneder senere gik han skridtet videre og købte sig ind i klubben.

Komikeren agerer hovedperson i den nye reportageserie, der over tre episoder giver et indblik i klubbens første tid i Superligaen.

Her følger vi ikke blot kampen på banen, men også de udfordringer uden for banen, der følger med den nye tilværelse i Danmarks bedste række.

Ud over Melvin møder vi blandt andre FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, klubbens fans samt alle de frivillige og betalte medarbejdere, der hver dag – og især på kampdage – knokler hårdt for at få hjulene til at dreje rundt i den sydjyske klub.

Og så møder vi selvfølgelig trænerstaben og den spillertrup, der i sidste ende skal sørge for, at Fredericia også har en Superligaklub til næste sommer.

Det er den legendariske fodboldkommentator Flemming Toft, der speaker serien.

Melvin Kakooza har tidligere optrådt i den røde FC Fredericia-trøje i en tv-serie. Det gjorde han, da han spillede titelpersonen i fiktionsserien ‘Sunday’ – en serie som han selv var idémand bag.

‘Melvin ser rødt – ikke kun for sjov længere’ får premiere på TV 2 Play fredag den 7. november og på TV 2 mandag den 10. november.

Julestemningen får i år et strejf af nostalgi, når TV 2 genopliver et af de mest populære dokumentarformater i dansk tv.