Beboere på Æblegade i Sønderborg er blevet evakueret tidligt mandag morgen efter en anmeldelse om gaslugt.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Til Ritzau oplyser vagtchef Michael Henriksen, at det drejer sig om to opgange. 14 personer er tilmeldt de berørte adresser.
Det er beredskabets vurdering, at der har været et gasudslip. Gassen til bygningen er derfor blevet lukket.
Anmeldelsen om kraftig gaslugt fik politiet klokken 04.13.
Beboerne blev bedt om at åbne deres vinduer og derefter forlade bygningen.
Nu pågår et arbejde for at finde frem til, hvor udslippet er sket, siger Michael Henriksen.
Samtidig bliver der holdt øje med, om der er nogen, der begynder at udvise symptomer på, at de har indåndet for meget gas.