Opdatering: Den lille pige er blevet fundet, og der er ikke sket noget kriminelt.
En lille pige er torsdag eftermiddag set stige ind i en varebil i Glamsbjerg på Fyn.
I den forbindelse er politiet nu i gang med en intensiv eftersøgning, hvor flere patruljer kører rundt i området, mens der er indsat både droner og helikopter for at lede efter pigen.
Hvis man som borger har blot de mindste oplysninger om sagen, bedes man kontakte politiet. Det kan eksempelvis være, at man har et barn, som har fortalt, at det har været ude og køre i en varebil torsdag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiets arbejde centrerer sig ifølge mediet TV2 Fyn om Glamsbjerg Skole, hvor en helikopter netop er landet på skolens fodboldbane.
‘Vi går offensivt ud for at se, om vi kan af- eller bekræfte hændelsen. Det er ikke sikkert, at der er sket noget kriminelt, men vi vurderer, at den her indsats er nødvendig,’ siger Mads Boel, kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi til mediet.
Ifølge politiet er den lille pige blevet set stige ind i varebilen klokken 14:33 torsdag eftermiddag.
Beskrivelsen af pigen lyder som seks til ni år med lyst hår. Dog understreger Fyns Politi, at hun også kan være ældre og have et andet udseende.
‘Vi er bekymret for pigen og har brug for at høre fra forældre, der måtte mangle deres barn eller ikke er i kontakt med deres barn,’ skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Opdatering:
Eftersøgningen af den lille pige er blevet afblæst af Fyns Politi.
‘Den omtalte pige blev hentet af en pårørende i en varebil. Pigen var ikke klar over, at det var den pårørende, der skulle hente, hvorfor hun virkede forvirret,’ skriver politikredsen.
Et vidne havde reageret på forvirringen hos pigen og derefter kontaktet skolen, som alarmerede politiet.
Politikredsen understreger, at vidnet gjorde det helt rigtige i situationen. Samtidig takker politikredsen for de mange henvendelser og reaktionen fra borgerne og medierne.
Politiet leder massivt efter lille pige: Set stige ind i varebil
