Mark O. Madsens guldfugle blev testet i K.B. Hallen: Reportage og billedgalleri fra Airtox Dominance 5.0

Presse-fotos.dk var til stede, da to af Airtox Dominances stjerne-signings skulle i buret mod stærke modstandere i K.B. Hallen.

2025 var et stort år for Mark O. Madsens nye MMA-organisation, Airtox Dominance

Tre store shows i K.B. Hallen, en ny sponsoraftale med Airtox, flere store signings samt de første to Academy-shows i Nykøbing F blev alt sammen opnået på 365 dage.

Og den tidligere olympiske bryder og UFC-fighter har ikke i sinde at løfte foden fra gaspedalen.

I løbet af de første to uger af 2026 har Airtox Dominance allerede skabt flere overskrifter.

Først kom en streamingaftale med Ekstra Bladet på plads. Senere kunne samme medie både fortælle om seriøse forhandlinger med danske Mads Burnell og en underskrevet tokampskontrakt med russiske Khusein Askhabov – begge tidligere UFC-kæmpere.

Ingen af de to var dog i aktion ved årets første Airtox Dominance-event i K.B. Hallen lørdag den 11. januar.

Det var til gengæld to af sidste års absolut største signings, der begge stod over for en gevaldig test i aftenens to afsluttende kampe – der begge kunne have været main events.

Og det tiltrak seere i sådan en grad, at Airtox Dominance 5.0 slog seerrekord på Pluto TV.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Talenter fra hele Europa

Selvom mange havde set frem til aftenens main event og co-main event, hvor henholdsvis Mikkel Lund og Benjamin Hauser hver især stod over for karrierens største test, var resten af aftenens fight card bestemt heller ikke til at kimse ad.

Aftenens prelim-kort bød på seks amatørkampe af højeste kaliber, der blev headlinet af semifinalerne i den store Airtox Fear Nothing Tournament.

At Mark O. Madsen er dedikeret til at fremvise nogle af de bedste amatørtalenter i både Danmark og resten af Europa kom til udtryk, da hele seks nationer var repræsenteret i lige så mange kampe.

I første kamp udnyttede Arte Suaves Oskar Vind sin københavnske hjemmebanefordel og slog tyske Devid Bondarenko, der måtte kæmpe en brav kamp for ikke at gå i gulvet i kampens sidste runde.

I den næste kamp stod to ubesejrede amatører over for hinanden, og her viste norske Bilal Boukraa grappling-evner i verdensklasse, da han fik russiske Dzhabrail Mezhidov til at tappe ud kort inden kampens afslutning.

De to næste kampe bød på to rent danske opgør, der alligevel var vidt forskellige.

I første kamp dominerede Omar Nehad sin modstander, Lucas Jest, ved simpelthen at holde ham på måtten i det meste af kampen – noget publikum ikke just var tilfredse med.

Kønt var det måske ikke, men det var trods alt nok til at give ham en sejr på den store scene.

Noget mere eksplosivt gik det til i den næste kamp, hvor det blot tog Tobias Schønnemann Andersen ét minut og 41 sekunder at afslutte kampen med en arm triangle.

Finalisterne er fundet

De to sidste kampe på prelim-kortet stod i Airtox Fear Nothing-turneringens tegn.

Her blev turneringens to finalister fundet, da norske Nahid Kartal og danske Rida Jawad hver især overmandede deres modstandere på hver deres måde.

Bomstærke Kartal tog tjekkiske Joséf Dostal ud af turneringen ved at bruge sin rå styrke til gentagende gange at tage ham ned og dominere ham på måtten. Det resulterede i en klokkeklar sejr på dommerafgørelse efter tre runder.

I finalen møder han en mand, der gjorde anderledes kort proces i sin kamp mod Østrigs Habibul Dombaev.

Rida Jawad skulle nemlig kun bruge halvandet minut på at sætte et guillotine choke ind på sin modstander, der måtte tappe ud og opgive finalehåbet.

Kartal og Jawad møder ved Airtox Dominance 6.0 hinanden i en kamp om titlen som den første Airtox Fear Nothing Tournament-vinder og 50.000 kroner i præmiepenge.

(Artiklen fortsætter under infoboksen)

Stenhårde danskere

Efter Rida Jawads dominerende præstation var publikum helt oppe at køre og klar til aftenens main card.

Heldigvis fortsatte danskerrusen, da den tidligere danske mester i boksning, Ousama Al Habeeb, dominerede Francis Ngannou-efterligneren Florian Bikek i sin debut som MMA-kæmper.

Næste main card-kamp var uden tvivl aftenens bedste.

Tyske Martin Horsch og norske Asad Temor brændte K.B. Hallen fuldstændig af med en showcase af jiu-jitsu og brydning på allerhøjeste niveau.

Frem og tilbage gik det med den ene tekniske finurlighed efter den anden i størstedelen af tre runder, indtil Horsch fik afsluttet kampen med et rear naked choke.

Ifølge MMA-mediet Fighting.dk var Mark O. Madsen så imponeret over begge konkurrenters præstationer, at Temor blev tilbudt en firekamps-kontrakt på trods af nederlaget.

Efter højdepunktet, der var Horsch vs. Temor, tog aftenen en skuffende drejning – i hvert fald resultatsmæssigt – for de danske fans i K.B. Hallen.

Danske Jonas Troest led nemlig – trods en ufatteligt brav kamp, der havde sendt de fleste andre mænd til tælling – et nederlag til tyske Aria Azarnoosh.

Efter en kamp, hvor Troest havde taget nok slag til at slå en hest i gulvet, stoppede dommeren kampen blot to sekunder inden afslutningen, da han mente, at den danske fighter langt omg længe havde fået nok.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Resultatet var skuffende, men Jonas Troest vandt stor respekt i hallen for sin enorme udholdenhed og en kæbe, der må være skåret i granit.

Faktisk er hans kæbe så hård, at den tyske modstander efter kampen indrømmede, at han havde brækket en finger i anden runde – muligvis efter et slag mod Troests stenhoved.

Online-kamphaner stod ansigt til ansigt

I aftenens co-main event skulle den store norske signing Benjamin Hauser testes i Airtox Dominance-buret for første gang.

Han skulle oprindeligt have mødt tyske Moh Eter, men tyskeren trak sig ud af kampen få uger inden eventet.

Hauser havde nu valget mellem at vente indtil Eter var klar igen eller lade Mark O. Madsen finde en ny modstander på kort varsel.

I stedet valgte han en helt tredje mulighed, da han stødte på den ubesejrede portugiser Romario Jaguar online.

“Jeg tænkte til mig selv: ‘Hvorfor ikke kalde ham her ud?’ Han har kaldt alle andre svage for at trække sig fra kampe, og han har brokket sig over ikke at få lov til at kæmpe sidste år, fordi hans modstandere trak sig. Så jeg tænkte, jeg kunne sætte ham i skakmat ved faktisk at kalde ham ud. For hvis han nægter at kæmpe mod mig, er han en hykler,” fortalte Benjamin Hauser forud for kampen til Presse-fotos.dk

Herfra begyndte Hauser at gøre det, som han er så god til: At gå sine modstandere på nerverne.

I ugerne op til kampen startede opgøret allerede uden for buret med diverse fornærmelser mellem de to fightere online.

“Det er intet personligt. For at være ærlig synes jeg bare det er sjovt. Jeg kan lide at se, hvordan de reagerer. Jeg vil gøre hvad som helst for at vende kampen til min fordel, så længe det er lovligt. Og det er lovligt at tale. Det er lovligt at joke. Og det var også det jeg gjorde med ham (Jaguar, red.),” udtaler Benjamin Hauser.

Og det virkede tilsyneladende. Jaguar var i hvert fald godt oppe at køre under de to fighters face-off forud for kampen.

Her tog portugiseren sin hånd om Hausers hals og skubbede ham, hvorefter de blev adskildt, alt imens skælsordene fløj rundt i rummet.

Man kunne fristes til at tro, at der ingen respekt var mellem de to modstandere, men forud for kampen beskrev Hauser sin modstander som ‘en af de bedste’.

Og det var netop også en del af grunden bag valget af Romario Jaguar som modstander.

Benjamin Hauser vil gerne nå toppen af sporten, og en sejr over en ubesejret og stærk fighter som Jaguar kunne få ham tættere på denne drøm.

Sandhedens time

Øjeblikket var kommet.

Nu skulle Mark O. Madsens nye guldfugl brede sine vinger for første gang foran publikummet i K.B. Hallen.

Da de to fightere endelig stod over for hinanden i buret, var intensiteten og forventningspresset til at tage og føle på.

Måske netop derfor blev det også mest af alt en taktisk affære i det meste af kampens første runde.

Senere i runden åbnede Jaguar dog op for sine stærke grappling-evner og fik overtaget ved først at slamme Hauser i gulvet og derefter tage ham ned igen, hvorefter han bevarede kontrollen.

I anden runde fortsatte Jaguar med at teste Hausers evner på gulvet – en position nordmanden ikke har været vant til i sine hidtidige kampe, der alle er blevet afsluttet lynhurtigt med slag.

Ved tredje rundes begyndelse virkede den norske stjernesigning udkørt. Han havde kæmpet hele anden runde med at komme ud af Jaguars jernhårde greb, mens han samtidig modtog flere slag.

Derfor tog det heller ikke længe, før han igen lå på gulvet, og denne gang gik den altså ikke længere.

Hauser var hjælpeløs, da Jaguar satte det ene slag ind efter det andet, og kampdommeren måtte i sidste ende stoppe kampen.

Mange havde nok regnet med, at nederlaget ville være en ydmygelse for Hauser, og at han fremover ville være mere beskeden.

Efter kampen fortalte han dog til Mark O. Madsen, at han ikke kommer til at ændre sig.

Samtidig blev stridsøksen lagt, og begge fightere udviste stor respekt for hinanden.

En blodig hjemmebanehelt

I aftenens main-event var endnu en fighter med en dugfrisk Airtox Dominance-kontrakt i aktion.

Den danske muay thai-legende Mikkel Lund havde ved seneste Airtox Dominance-event i K.B. Hallen fået sin debut som MMA-fighter, da han på dominerende vis besejrede finske Aleksander Virtanen.

Vestegnsknægten fik efterfølgende en firekampskontrakt med Airtox Dominance, og nu skulle den første af de fire kampe altså krydses af.

Modstanderen var norske Jan Richard Joreid, der tidligere havde kæmpet på et Airtox Dominance Academy-event i Nykøbing F.

Men nu stod han altså for første gang i K.B. Hallen – og så endda i et main event.

Der var dog ingen nervøsitet at spore, da han greb ud efter chancen, som Mark O. Madsen havde givet ham.

Det er især imponerende, når man tænker på, hvor enorm en hjemmebanefordel Mikkel Lund gik ind til kampen med.

Hele hallen var med den mere eller mindre lokale helt, der som altid havde sit helt eget fan-afsnit på tribunen.

Desværre for dem, måtte de overvære deres helt blive godt og grundigt banket af en nordmand.

I medgang og modgang

Det så ellers godt nok ud i første runde for Mikkel Lund, der både fik flere gode slag ind og var tæt på at få ham i et guillotine choke.

I anden runde tog kampen dog en drejning. Her så danskeren stjerner tidligt i runden efter en venstrehånd direkte til fjæset.

På trods af en lavine af slag fra Joreid holdt Lund dog håbet i live og var sågar endnu en gang tæt på at sætte en afgørende submission ind.

Publikum var fortsat med ham, men de danske tilhængere blev hurtigt tavse, da den norske modstander tog heltens ryg og fik ham til at tappe ud med et rear naked choke.

Efterfølgende blev Mikkel Lund dog alligevel hyldet af de fremmødte fans. Og hans nærmeste var der da også straks med en kurv fyldt med godter, da han efterfølgende måtte indlægges på hospitalet.

Mikkel Lund er efter sigende ved godt mod og har ikke lidt alvorlige skader. Som han selv har gjort tydeligt, er det mest af alt stoltheden, der har taget et slag.

Heldigvis for både Lund og Hauser, er 2026 blot startet, og den ægte test bliver nu, hvordan de kommer tilbage efter hvert deres nederlag.

Næste Airtox Dominance-event er Airtox Dominance 6.0 i K.B. Hallen den 6. juni 2026.

(Billedgalleriet kommer efter infoboksen)

Korte videoer