Mange personer i livsfare under alvorlig hændelse

Ifølge sigtelsen var 14 mennesker i overhængende livsfare ved brand i februar. En 20-årig mand er anholdt.

‘Der udfoldede sig en dramatisk episode, da flere borgere natten til mandag hørte et stort brag.’

Sådan skrev vi indledningsvist tirsdag den 24. februar, dagen efter den alvorlige hændelse, der fik politi, brandvæsen og andre beredskabsstyrker til at haste ud.

Fredag formiddag meldes der nyt ud i sagen, der bragte 14 personer i overhængende livsfare.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Styrker var massivt til stede gennem længere tid på brandstedet – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Efter knap en måneds efterforskning har politiet nemlig anholdt endnu en mistænkt i forbindelse med, at en påsat brand i februar hærgede Værløse Bymidte.

Den anholdte er en 20-årig mand, som fredag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Lyngby. Det oplyser Christian Bruhn-Andersen, der er anklager ved Nordsjællands Politi.

Ifølge sigtelsen blev 14 menneskers liv bragt i overhængende fare, da der natten til 23. februar blev stukket ild til en bygning i bymidten, hvor der både er erhverv og beboelse.

Se også
14 personer i yderste livsfare

Billedet fra stedet viste omfattende brandskader i bygningens stueetage.

Ingen kom alvorligt til skade, men flere måtte evakueres som følge af branden. To personer blev efterfølgende kørt til undersøgelse på hospitalet.

Senere samme dag, som branden brød ud, anholdt politiet to mænd og en kvinde. De er fortsat varetægtsfængslet i sagen og sigtet efter en enslydende sigtelse som den 20-årige.

Den ene af de tre – en 22-årig mand – har erkendt nogle faktiske omstændigheder, men ellers nægtet sig skyldig. De to andre nægter sig skyldige.