Flere stater i Midtvesten er ramt af voldsomt uvejr, og i Kentucky meldes ni personer omkommet under tornado.
Kraftige storme hærger flere stater i Midtvesten i USA og har kostet mindst 16 mennesker livet.
Heriblandt ni personer, der omkom under en tornado i det sydøstlige Kentucky sent fredag, skriver nyhedsbureauet AP.
Kentucky-guvernør Andy Beshear bekræfter på det sociale medie X, at flere er omkommet.
Uvejret har forårsaget store skader i en række delstater i Midtvesten og efterladt flere hundrede tusinde husholdninger uden strøm.
I Missouri blev tag blæst af bygninger, træer revet op og elledninger blæst til jorden.
– Dette er virkelig, virkelig ødelæggende, lyder det ifølge AP fra borgmesteren i byen Saint Louis Cara Spencer.
Her er fem bekræftede dødsfald som følge af uvejret.
Tornadoer er relativt almindelige i USA, specielt i den centrale og sydlige del af landet.
/ritzau/