Politiet har skudt en formodet gerningsmand, efter at der onsdag formiddag blev smidt en genstand mod rådhuset i Sorø.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Onsdag klokken 9.40 blev der smidt en genstand mod rådhuset i Sorø. En politipatrulje, der allerede var på stedet, fik hurtigt kontakt med den formodede gerningsmand.
– I forbindelsen med anholdelsen blev der afgivet skud, og den formodede gerningsmand blev ramt, skriver politiet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Personen er blevet bragt til sygehuset.
Ingen andre er kommet til skade ved hændelsen, og der er ingen fare for borgere i området.
Kommunens konservative borgmester, Gert Jørgensen, fortæller også, at der er blevet affyret skud.
– Det har været en meget ubehagelig oplevelse, at der pludselig bliver skudt. Ikke mindst for de medarbejdere der har oplevet noget. Dem har vi iværksat krisebehandling af, siger han til Ekstra Bladet.
Politikredsen har overgivet sagen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der skal behandle sagen.







