Mand fundet død på strand: Nu er der nyt i sagen

Politiet efterlyste pårørende til en druknet mand i Frederikshavn. Manden er nu identificeret.

En midaldrende mand, som lørdag døde efter en drukneulykke ved en strand i Frederikshavn, er blevet identificeret.

De nærmeste pårørende er blevet underrettet.

Det oplyser Nordjyllands Politi mandag formiddag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

– Den mand, som i weekenden afgik ved døden i Frederikshavn i forbindelse med en svømmetur og på daværende tidspunkt var uidentificeret, er nu blevet endeligt identificeret.

– Og de nærmeste pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, skriver politiet på det sociale medie X.

Politiet oplyser videre, at der ikke er tegn på en forbrydelse.

Efter dødsfaldet i weekenden efterlyste politiet pårørende til manden, da politiet ikke umiddelbart kunne identificere ham, fordi han ikke havde noget ID på sig.

Anmeldelsen om drukneulykken kom klokken 18.32.

Manden var ude at svømme, da han formentlig fik et ildebefindende.

Tre personer hjalp manden op på stedet og påbegyndte hjerte-lunge-redning.

Politiet sendte ambulancer og politi ud, og manden blev bragt på Aalborg Universitetshospital, hvor han blev erklæret død.

/ritzau/

DMI advarer mandag om “meget farligt vejr” i dele af landet.