Kort før midnat rykkede beredskabet ud til en kuriøs redningsopgave, hvor en mand var faldet i en kloak. Særlige styrker blev rekvireret til aktionen.
“På vej med to køretøjer og seksbrandfolk med højderedningsspeciale.”
Sådan skrev beredskabskredsen lørdag aften kort før midnat på det sociale medie X om en noget usædvanlig redningsopgave.
Også politiet var rekvireret til stedet, hvor en mand var faldet i en kloak.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Nordjyske, der har talt med vagtchefen ved Nordjyllands Politi om redningsopgaven, der udspillede sig på Ålborgvej ved Sæby.
Videre oplyste Nordjyllands Beredskab på X, at manden var blevet reddet op kort før klokken 00.30. Han blev i den forbindelse overdraget til sundhedspersonalet.
Ifølge politiet var den uheldige person dog ikke kommet alvorligt til skade.
Frederikshavn Kommune er blevet tilkaldt for at få afdækket hullet.
Hvordan manden er faldet er for nuværende ikke meldt ud.