Mand anholdt for hændelse der sendte adskillige danskere på sygehuset

Over 40 beboere måtte evakueres og syv beboere blev fragtet til sygehuset, da en voldsom brand raserede natten til torsdag. Politiet har nu anholdt en 32-årig mand for at stå bag.

“Politiet er til stede med masser af køretøjer, hundevogne og masser af brandvæsen. Det er hektisk og voldsomt.”

Sådan lød det natten til torsdag fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der var til stede i området, hvor en voldsom brand hærgede.

Nu har politiet haft et gennembrud i den alvorlige brandsag, der viser sig tilsyneladende at være påsat.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses bare enkelte af de mange udrykningskøreøtjer, der var tilkaldt – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Politiet har anholdt en 32-årig mand efter en voldsom brand i en etageejendom, der raserede natten til torsdag i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Manden blev anholdt torsdag klokken 22.03 og sigtet for brandstiftelse.

Omkring 45 beboere måtte evakueres på grund af branden, der brød ud på et parkeringsdæk under lejlighederne.

Flere af beboerne måtte evakueres af brandvæsenet med stiger og masker. Syv beboere kom på sygehuset med lettere røgskader.

Det fortalte indsatsleder Henrik Pedersen fra Beredskab og Sikkerhed torsdag morgen.

– Der er et åbent p-areal under ejendommen, hvor to biler brænder. Det giver voldsom røg op på begge sider af ejendommen, hvor der er 35 lejligheder, og vi har evakueret alle 35 lejligheder.

– En del af dem er reddet ud med stiger og masker, sagde han til Ritzau.

Der var ikke ild inde i selve lejlighederne, men de blev ødelagt af røg og voldsom varmepåvirkning fra flammerne udenpå, fortalte han.

Østjyllands Politi har ikke oplyst nærmere om brandårsagen. Det er ligeledes endnu uvist, hvad den 32-årige nærmere sigtes for.

Midt i dansk dronekaos: Russisk krigsskib tæt på Danmark.