Magnus Heunickes mission fejlede

180 lande har siden 5. august forhandlet om en global plastaftale. De er ikke nået til enighed.

Det er ikke lykkedes at nå til enighed om en global plastikaftale efter forhandlinger mellem 180 lande i Genève i Schweiz.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og det norske medie NRK.

NRK har fredag morgen talt med Rachel Haug Fossbakk, som er chefforsker ved det norske forskningsinstitut Sintef Ocean og har siddet med ved forhandlingerne.

Hun fortæller, at forhandlingslederen besluttede at afslutte forhandlingerne, da landene ikke kunne nå til enighed.

– Der er vidt forskellige ambitionsniveauer, i forhold til hvor meget de forskellige lande både er villige til, og hvor meget de har mulighed for at forpligte sig til, siger hun.

Forhandlingernes officielle deadline var torsdag ved midnat.

Men Miljøministeriet oplyste natten til fredag til Ritzau, at forhandlingerne var fortsat.

Det er ikke første gang, at forhandlingerne om en global aftale om at begrænse plastikforurening strander i FN.

Samme ambitioner var på bordet i december sidste år, da næsten 200 lande ikke kunne enes om en global aftale efter knap en uges forhandlinger i Sydkorea.

5. august satte FN gang i et nyt forsøg.

Ved forhandlingerne i Genève har miljøminister Magnus Heunicke (S) talt på vegne af EU’s ministerråd gennem det danske EU-formandskab.

Magnus Heunicke gik ind til forhandlingerne i Genéve med en forståelse for, at forhandlingerne er særligt vanskelige.

Det skyldes blandt andet, at den geopolitiske situation har ændret sig ‘betydeligt’ siden landene blev enige om at man skulle nå til en enighed i 2022.

Det kan du læse mere om lige her.

/ritzau/

De danske fødevarepriser er de næsthøjeste i EU, og regeringen overvejer at nedsætte afgifter.