Magien bliver vakt til live: Ny original dansk musical begejstrer

Når tæppet går op på Østre Gasværk Teater i september 2026, bliver det med en helt ny original dansk musical, der kombinerer popmusik, mørke temaer og spektakulære sceniske effekter. OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed er et moderne eventyr skabt af nogle af landets største kreative profiler – med musik af Rasmus Seebach, Andreas Sommer og Lars Ankerstjerne og manuskript af Adam Price.

Efter premieren i København rejser forestillingen videre til Musikhuset Aarhus, hvor den får repremiere i januar 2027.

Idéen til OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed opstod for fire år siden, da komponist Lars Ankerstjerne betragtede sine to små døtre danse. Deres synkrone bevægelser satte tanker i gang om, hvordan dans og magi kunne smelte sammen.

’Hvad nu, hvis dansen var et ritual? Hvad nu, hvis der opstod magi, når man lavede de rigtige bevægelser på de rigtige tidspunkter?’, fortæller Ankerstjerne om begyndelsen på det, der senere skulle blive til en musical.

Han præsenterede idéen for sin gode ven Rasmus Seebach. ’Det var lige omkring Halloween,’ fortæller Seebach. ’Han kom til mig og sagde, “Ralle, vi burde prøve at skrive en musical, som er lidt mere mørk og scary”. Den var jeg med på!’

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Østre Gasværk Teater

Arbejdet begyndte i 2021, og nu kan Østre Gasværk Teater altså løfte sløret for den færdige produktion.

Et moderne eventyr om angst, identitet og magi

Forestillingen handler om den 18-årige Olivia, der netop er startet i 3.G. Hun bor med sin far i København, mens moren døde under mystiske omstændigheder mange år tidligere. Olivia lider af angst, og hendes far beslutter, at en frisk start i Køge kan hjælpe. Her får hun hurtigt nye venner – men det viser sig, at mørke kræfter lurer tættere på, end hun aner.

Adam Price beskriver historien som et moderne eventyr med et alvorligt tema:
’Vi har skabt et moderne eventyr, som tager udgangspunkt i, at rigtig mange unge går rundt og er bange. Bange for ikke at slå til, for ikke at passe ind i fællesskabet, for alt det, der sker ude i verden. Vores hovedperson er så tilmed bange for sig selv og de kræfter, hun har indeni.’

Ankerstjerne tilføjer: ’Hun kender ikke sit ophav. Hun ved bare, at der sker noget magisk og mystisk, når hun bevæger sig til musikken – og så ved hun, at der er noget inde i mørket, der kalder på hende.’

Seebach i nyt univers

For Rasmus Seebach har projektet været en rejse ind i et mere dystert univers, end hans musik normalt bevæger sig i. ’Det har været ret vildt at skrive sange, der handler om angst og frygt. Man må jo bare erkende, at det også er noget, der findes i ens eget liv. Når jeg er med, så bliver det selvfølgelig pop. Men det er også mere end pop – det er ret dybt, og det har været spændende at dykke ned i et mørkere univers,’ siger han.

Sangskriverne har hentet inspiration hos kunstnere som Billie Eilish, Lady Gaga, Ava Max og Sam Smith. ’Vi har fundet ud af, at der i popmusik ret ofte er nogle lidt okkulte undertoner, og det er ret sjovt, at det både fungerer på dansegulvet og i sådan en eventyrlig sammenhæng,’ fortæller Ankerstjerne.

Hollywood-stemning på Østre Gasværk

Instruktøren på forestillingen bliver Thomas Agerholm, kendt fra store musicalproduktioner som Klokkeren fra Notre Dame, Seebach – The Musical og Wicked. Han arbejder sammen med et internationalt hold af kreative profiler, heriblandt koreograf Nellie Bethel, aerial designer Sita Bhuller Otto og illusionist John Bulleid.

Teaterchef Søren Møller fremhæver Østre Gasværks egen teknologiske innovation som en vigtig del af oplevelsen:
’Med TheatreMax har vi et vaskeægte trumfkort på hånden, og det bliver som at sidde midt i en levende Hollywood-film, når Olivia bliver vakt til live på Gasværket! Alle de innovative teknologier vil give publikum den altomsluttende oplevelse, der i sandhed vil føles magisk.’

Holdet bag scenen tæller også lyddesigner Tim Høyer, lysdesigner Ulrik Gad og scenograf Benjamin la Cour.

Koreograf Nellie Bethel, som tidligere har arbejdet på både Super Bowl Halftime Show og Oscar-uddelingen, skal skabe forestillingens bevægelsesunivers. Den britiske Sita Bhuller Otto står for luftakrobatikken, mens illusionisten John Bulleid, der har arbejdet med Harry Potter and the Cursed Child i London, udvikler de magiske effekter.

Jagten på Olivia er i gang

Selv om meget allerede er på plads, mangler én afgørende brik – nemlig den unge kvinde, der skal spille titelrollen. Østre Gasværk Teater inviterer derfor til audition i november, december og januar.

Allerede nu kan interesserede vise deres talent digitalt. Den første sang fra forestillingen, Olivia løb, udkommer som single, og på TikTok kan man synge sin egen version under hashtagget #jegerolivia. Ved at tagge @østregasværkteater kan man samtidig tilmelde sig audition.

’Lige nu er Olivia bare en person, vi forestiller os. Men jeg har alligevel en ret stærk fornemmelse af, hvem hun er,’ siger Ankerstjerne.

’Om mindre end et år står hun jo levende foran os, og så må hun vise os, hvem hun i virkeligheden er.’

Rasende reality-kendis: “Jeg banker ham, hvis jeg ser ham”