Den danske stjerneskuespiller Mads Mikkelsen er en del af castet til ny storfilm instrueret af en af historiens største filmskabere.
Mads Mikkelsen har i mange år været en af de største danske stjerner i Hollywood – hvis ikke DEN største.
Med roller i enorme franchises som Marvel, Star Wars, James Bond og Wizarding World – det udvidede Harry Potter-univers – er han blevet et kendt navn internationalt.
Og så har den danske skuespiller medvirket i flere Oscar-vindende og -nominerede film som ‘Druk’ og ‘Jagten’, der ligeledes har boostet hans globale omdømme.
Nu har han landet endnu en stor rolle, der byder på et samarbejde med en af filmhistoriens mest legendariske instruktører og to af det 21. århundredes største filmstjerner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Skal instrueres af en sand legende
Det amerikanske Hollywood-medie Deadline kan fortælle, at Mads Mikkelsen støder til castet for den kommende Apple Original Films-produktion ‘What Happens at Night’.
Han har tidligere været rygtet til rollen, men nu er det altså bekræftet.
Spillefilmen, der laves i samarbejde med Studiocanal, har ingen ringere end Martin Scorsese ved roret.
Den Oscar-vindende instruktør har ikoniske værker som ‘Taxi Driver’, ‘Goodfellas’ og ‘The Wolf of Wall Street’ på CV’et.
83-årige Scorsese var senest aktuel i 2023 med den ligeledes Apple-producerede ‘Killers of the Flower Moon’. Og nu fortsætter han altså samarbejdet med den amerikanske techgigant.
‘What Happens at Night’ byder også på endnu et samarbejde med Leonardo DiCaprio, der har medvirket i en lang række Scorsese-film – og også havde hovedrollen i ‘Killers of the Flower Moon’.
Han spiller over for en anden Oscar-vinder i Jennifer Lawrence, der får sin første rolle i en Scorsese-film.
De to stjerner – der tidligere har spillet over for hinanden i ‘Don’t Look Up’ – indtager filmens hovedroller som et amerikansk par, der rejser til en en lille, snedækket europæisk by for at adoptere et barn.
Her indlogerer de sig på et gigantisk og stort set øde hotel, hvor de møder en række mystiske karakterer.
Mads Mikkelsen indtager efter sigende rollen som ‘Brother Emmanuel’ i ‘What Happens at Night’.
