Mads Mikkelsen er en af landets største skuespillere. Nu lægger han stemme til en ny dansk animationsfilm.
H.C. Andersen-klassikeren ‘Snedronningen’ genskabes i den animerede familiefilm ‘Rejsen mod nord’.
Her møder man den unge Gerda, der skal rejse gennem Skandinavien i forsøget på at redde sin bedste ven Kai.
Og den kommende animationsfilm får også stjernestøv på rollelisten, når verdensstjernen Mads Mikkelsen indtager nemlig rollen som Kais far, Severin.
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Oprindeligt er karekteren faktisk slet ikke en del af eventyret, men er altså blevet skabt som en hyldest til H.C. Andersen.
Tidligere har Mads Mikkelsen også lagt stemme til Ronny Ræs i ‘Biler’ og senest til Kiros i genindspilningen af ‘Løvernes konge’.
Hans cv tæller ligeledes roller i blandt andet den Oscarbelønnede ‘Druk’ fra 2020 og senest i ‘Bastarden’.
På internationalt plan har han gjort sig bemærket som James Bond-skurken Le Chiffre i ‘Casino Royale’ fra 2006 og i Harry Potter-forløberen ‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmelighed’.
‘Rejsen mod nord’ får premiere torsdag den 4. december 2025 i biografer over hele landet.
Det er endnu ikke annonceret, hvem der lægger stemmer til de øvrige karakterer i filmen.